Free Agency 2017

NFL Scouting Combine 2017 i Indianapolis er netop overstået, og nu begynder så næste fase af offseason; nemlig årets free agency periode.

Den skydes faktisk allerede i gang her kl. 18.00 i aften dansk tid med den såkaldte “legal tampering” periode, hvor holdende altså lovligt må indlede samtaler med de forskellige unrestricted free agents fra andre hold. Det er altså en slags tyvstart på årets free agency, der jo reelt først starter sammen med begyndelsen af det nye liga-år på torsdag d. 9. marts kl. 22.00. Først her kan man begynde at underskrive kontrakter med spillerne.

Los Angeles Rams skal også tage nogle beslutninger om deres egne free agents (se hvem det drejer sig om øverst på “roster-siden”). CB Trumaine Johnson har allerede underskrevet sit franchise tag. Jeg forventer ikke at man vil arbejde videre med at nå til enighed om en lang kontraktforlængelse her til at starte med. Man vil nok først sikre sig, at han kan fungere under de nye coaches og i det nye system, inden man forfølger dén mulighed.

Det forlyder i øvrigt, at Rams ikke vil beholde SS T.J. McDonald (billedet) og WR Kenny Britt, som dermed får lov at teste markedet.

Heldigvis så vi i den netop overståede scouting combine, at især DB-gruppen er ekstremt talentfuld og dyb i år. Det er helt perfekt, da det dermed burde være muligt at finde en god erstatning for McDonald i anden, tredje eller sågar fjerde runde – samt måske en brugbar cornerback eller to.

Rams har dog mange andre behov på rosteren, som de til gengæld kan adressere i free agency. GM Les Snead har udtrykt, at man forventer at være rimelig aktive i år. Det kunne eksempelvis give god mening at tilføje en eller to veteraner til den offensive linje, da draftklassen her er ret tynd i år, og da der jo er et tydeligt behov for at upgradere og tilføre noget talent.

Receiverpositionen er også et sted, som Rams med fordel kan kigge på inden draften. WR Pierre Garçon fra Redskins er free agent, og han kunne måske give rigtig god mening for Los Angeles Rams. Head coach Sean McVay kender ham jo overordentligt godt fra sin tid i Washington. Ellers er Alshon Jeffery fra Bears også en populær mulighed hos mange fans. Rams har dog blot omkring $20M at spendere efter Trumaine Johnsons tag, så vi skal nok ikke forvente os det helt vilde splash – medmindre man fritstiller nogle af de spillere der allerede er på kontrakt.

I Wade Phillips 3-4 system vil der sandsynligvis også være et behov for at tilføre nogle flere linebackers til rosteren. Dette behov kan, som jeg ser det, dækkes både i free agency, i draften og/eller med undrafted free agents efter draften er overstået.

I den kommende free agency periode hæves aktivitetsniveauet altså lidt igen fra min side. Jeg vil bruge facebook og twitter til de korte breaking news opslag om aktuelle signinger, rygter om besøg samt potentielle free agent targets for Rams, mens hjemmesiden/bloggen her kommer til at blive opdateret en gang i mellem med lidt længere artikler med analyser af evt. nye/gamle spillere i hornene.

God fornøjelse!

GO RAMS!

(Photo credit: Jonathan Dyer / USA TODAY Sports)

 

Skriv en kommentar