Preseason Week 3: Rams vs. Chargers

Preseason Week 3: Rams vs. Chargers

L.A. Rams (2-0) vs. L.A. Chargers (0-2) d. 27. august kl. 02:00


Los Angeles er pludselig blevet hele to NFL football franchises rigere efter at have været foruden i over to årtier. Chargers har gjort Rams kunsten efter, og har op til denne sæson flyttet holdet til Los Angeles. På sigt bliver Chargers lejere i Stan Kroenkes store stadionprojekt i Inglewood, og Rams og Chargers skal til den tid dele hjemmebane. Indtil da spiller Chargers i det intime StubHub Center, og Rams har som bekendt hjemme i det historiske olympiske stadion Los Angeles Memorial Coliseum. Rams og Chargers har allerede indledt samarbejdet og påbegyndt rivaliseringen i denne offseason med to intense fælles træningssamlinger i løbet af training camp, og i nat skal vi så i årets tredje preseasonkamp være vidne til det første ‘rigtige’ møde mellem to L.A. football mandskaber siden 1994. Chargers’ PR-afdeling har indledt rivaliseringen med mottoet “Fight for LA”, mens Rams-fans på lægterne svarer humoristisk igen med chants og skilte med ordlyden “Pay Your Rent!”

Første kamp mellem de to hold i denne æra foregår hos Rams i The Coliseum i nat kl. 2:00.

Tredje preseasonkamp er traditionelt den kamp, hvor vi får det mest reelle indtryk af holdenes styrker og svagheder, da man typisk håndterer den som en generalprøve frem mod uge 1. Det vil Rams også gøre, og førstekæderne (med få undtagelser) forventes derfor at få omkring samme spilletid/snaps som i sidste uge. Dvs. at vi godt kan forvente QB Jared Goff og Co. på banen godt ind i andet quarter – måske endda et drive ind i anden halvleg. Gameplanning etc. vil sandsynligvis også være en smule mere detaljeret end i de øvrige preseasonopgør. Det vil til gengæld sandsynligvis også være sidste gang inden sæsonstart, at vi får starterne at se, da de nok vil blive sparret fuldstændig i den fjerde kamp mod Green Bay Packers i næste uge

Los Angeles Rams har dog ret mange spillere på skadeslisten, som ikke kommer på banen i nat. CB Nickell Robey-Coleman er allerede dømt ude sammen med the usual suspects; WR Tavon Austin og ILB Mark Barron. På skadeslisten figurerer der desværre også et nyt navn, da vi ikke får den sensationelle rookie WR Cooper Kupp at se i denne uge. Kupp har pådraget sig en skade i sin lyske. Der er dog ifølge McVay blot tale om ømhed, så Kupp skulle ikke være i fare for at misse sæsonstarten. ROLB Robert Quinn og CB Kayvon Webster trænede med i sidste uge, men det er usikkert, om de får spilletid i aftenens kamp mod Chargers. Selvom der er mange spillere på skadeslisten, er der heldigvis mestendels tale om småskader, og deres fravær på træningsbanen og til preseasonkampene skal mest af alt ses som forebyggende indsatser, som skal sikre, at de er helt klar til uge 1 d. 10. september mod Indianapolis Colts.

Med Kupp ude glæder jeg mig til at se mere til den anden rookie WR Josh Reynolds, der fik en fin debut i sidste uge med et 20 yard gamewinning TD. WR Sammy Watkins glæder jeg mig også til at se mere til, og med en uge mere på træningsbanen skulle hans kemi med Goff og forståelsen for playbook’en gerne være endnu bedre, end den var mod Raiders.

Det vigtigste spørgsmål for Rams at få afklaret i denne kamp bliver, som jeg ser det, om QB Jared Goff kan fortsætte de gode takter, han har vist indtil nu. Consistensy er et nøglebegreb for enhver succesfuld quarterback og angreb som helhed i denne liga, og Goff skal i nat bygge videre på den fine offensive præstation, vi så mod Oakland i sidste uge. Det samme gør sig gældende for den offensive linje. De spillede i sidste uge rigtig fint, men står overfor en stor opgave i nat, hvor de skal håndtere et rigtig godt pass rush fra Chargers’ defensive stjerner som DE Joey Bosa og OLB Melvin Ingram.

(Image credit: www.lacoliseum.com)

Jeg sidder klar ved tasterne på facebook og twitter i nat, som jeg plejer, og forhåbentlig kommer vi til at se noget af den længe ventede kontinuitet på angrebet! Og så krydser jeg selvfølgelig fingre for, at vi undgår skader til startere og vigtige rotationsspillere!

GO RAMS!

 

(Featured image: QB Jared Goff (16) til den fælles træning med Chargers – credit: therams.com)

Comments are closed.