Preview Week 1: Rams vs. Colts

Preview Week 1: Rams vs. Colts

Los Angeles Rams (0-0) vs. Indianapolis Colts (0-0) d. 10. sep. 2017 kl. 22:05


Så er det endelig blevet Football Sunday igen, og vores Los Angeles Rams er klar til at starte 2017-sæsonen på hjemmebanen Los Angeles Memorial Coliseum. Rams har en god mulighed for at starte sæsonen godt ud mod Indianapolis Colts fra AFC South, der må gå ind i sæsonen med et par nøglespillere på sidelinjen pga. skader.

Det er i den grad et new look Rams hold der løber ud gennem spillertunnelen kl. 22.05 i aften dansk tid. Ud over de nye flotte hjelme har holdet i denne offseason set en betydelig udskiftning af spillere på holdet. I særdeleshed angrebet er blevet nærmest helt genopbygget her i den unge head coach Sean McVays første sæson bag roret, og det bliver vanvittig spændende at se, om de allerede her i første kamp kan få alle brikkerne til at klikke.

Endelig, endelig, endelig er der rigtig football på programmet igen!

Ugens opgør:

Et af Sean McVays største mål med sin første sæson i L.A. må være at finde ud af, om andenårs-quarterbacken Jared Goff kan lægge den skuffende rookie-sæson bag sig og udvikle sig til den franchise-quarterback, som hans draftstatus og collegekarriere indikerede, og som alle hold så desperat forsøger at finde. Derfor har man omringet ham med talent, viden, erfaring og nye våben op til denne sæson. Sean McVay havde selv stor succes i Washington med udviklingen af Kirk Cousins; Matt LaFleur er hentet til som offensiv koordinator; og den erfarne Greg Olson er blevet ny quarterbacks-coach. En skærende kontrast til sidste års ekstremt uerfarne og inkompetente offensive stab!

Store forventninger til QB Jared Goff (16) (image credit: Hiro Ueno / www.therams.com)

Det nye offensive system (som er en blanding af det McVay installerede hos Redskins, og det LaFleur tager med sig fra Falcons) skulle være et kreativt, quarterback-venligt passing attack, hvor der på ethvert givent spil skulle være flere reads i de forskellige levels nede af banen. Tight ends er en vigtig del i angrebet, ligesom et succesfuldt løbeangreb gerne skulle give mulighed for mange forskelligartede playactions. Det er altså forhåbentlig slut med det, efter Gurleys udsagn, ‘high school offense’, som vi var vidne til i sidste års skuffende sæson.

Derudover har man jo genopbygget den offensive linje, som havde en stor del af skylden for både Goff og HB Todd Gurleys ringe spil sidste år. To dygtige veteraner er hentet til i LT Andrew Whitworth og C John Sullivan. Hvis de kan holde sig skadesfri hele sæsonen, kan de vise sig at udgøre den afgørende forskel for hele angrebet som sådan og således måske blive de vigtigste tilføjelser til rosteren i år.

Men der er også hentet spillere til andre steder på angrebet. Ingen position på holdet har eksempelvis set en større forandring end receiverpositionen, der er totalt vendt på hovedet. Man har sagt farvel til blandt andre WRs Kenny Britt, Brian Quick og TE Lance Kendricks og til gengæld opgraderet med WRs Sammy Watkins, Robert Woods samt de tre spændende rookies Cooper Kupp, Josh Reynolds og TE Gerald Everett.

Jared Goff har altså alle muligheder for at få succes – og ingen undskyldninger i denne sæson! Make or break!

Hvordan Goff responderer i de nye rammer, og hvordan de nye spillere i hornene klarer sig efter en udmærket preseason, er det jeg her her i årets første rigtige kamp, glæder mig allermest til at se.

På defensiven er der også forandringer at spore – omend ikke nær så drastiske. En nærmest legendarisk defensiv koordinator er hentet til i form af Wade Phillips, der har installeret sit aggressive hybrid-3-4-system. Et system hvor Robert Quinn kommer til at skifte position fra DE til OLB. Connor Barwin er hentet til som OLB på den modsatte side, Lamarcus Joyner er skiftet til free safety (hvor han er blevet fuldtids starter), og et par nye cornerbacks er trukket i hornene.

OLB Robert Quinn (94) (image credit: www.therams.com)

McVay og Co. har dog været overordentlig forsigtige med stjernerne og veteranerne i denne preseason. De fleste defensive startere har således været på et skåneprogram og har blot fået ganske få snaps, mens ILB Mark Barron, Robert Quinn og CB Kayvon Webster slet ikke har været på banen. Det har resulteret i en helt ren skadesrapport – men det er til gengæld ret svært at vide, præcis hvad vi kan forvente os af forsvaret som helhed her i første spilleuge. Det kan jo netop gå hen og blive en fordel for Rams, idet at Colts jo heller ikke aner, hvordan man præcis planlægger at bruge spillerne i Phillips’ system. En ulempe kan dog være, at det vil kræve lidt tid at blive rigtig sammenspillede som enhed. En bekymring som spillerne dog selv afviser, da de jo har været sammen på træningsbanen det meste af offseason og preseason.

Den største historie her gennem training camp og preseason har uden tvivl været DT Aaron Donalds kontraktuelle holdout. Som Rams’ bedste spiller, og den måske bedste defensive spiller i ligaen, fortjener han uden tvivl en gigantisk lønforhøjelse. Han koster blot Rams $3.25M på cap’en i 2017 ($1.8M i lønninger). Holdet har da også anerkendt dette og tilkendegivet, at man skam agter at forgylde ham med en lang lukrativ kontrakt. Men Donald har to år tilbage af sin nuværende kontrakt, så Rams sidder med de bedste kort på hånden. Og selvom man i hele processen har forsøgt, er man endnu ikke nået til enighed om detaljerne i en ny aftale. Aaron Donald har heldigvis i går endelig meldt sin ankomst på Rams’ faciliteter alligevel, klaret lægetjekket og har lagt kontraktforhandlingerne bag sig – i hvert fald for nu. Mareridtet er forbi! Donald har dog ikke taget del i ugens forberedelser, og kommer derfor ikke på banen i aften mod Colts.

DT Aaron Donald (99) er tilbage (image credit: Kirby Lee / USA TODAY Sports)

Skader, opstilling og transaktioner:

Rams’ aktuelle skadessituation kan som sædvanlig følges her.

Ud over de fire spillere på injured reserve, hvor knæskaden til DE Dominique Easley var den klart vigtigste, er Rams’ skadesrapport helt og aldeles ren her i uge 1!

Rams har dog et par spillere, der må sidde ude pga. karantæner. Det drejer sig om CB Troy Hill og WR Michael Thomas. På receiverpositionen betyder det ikke så meget; der er mange om buddet! Men på cornerbackpositionen kan den lokale undraftede free agent rookie Dominique Hatfield komme til at se noget spilletid i aften.

Derudover kommer Aaron Donald jo ikke på banen. På Donalds position som 3-technique får vi i stedet rookie Tanzel Smart at se som starter. Smart blev draftet af Rams i sjette runde, og minder om Donald i størrelse.

DT Tanzel Smart (92) (image credit: Hiro Ueno / www.therams.com)

Rams’ depth chart kan i øvrigt ses her, og de løbende justeringen af rosteren kan følges her.

Colts må til gengæld undvære tre vigtige startere i kampen mod Rams. Quarterback Andrew Luck er ikke blevet klar efter sin skulderskade, så aftenens startende QB for Colts bliver backup Scott Tolzien. Han kommer formentlig til at tage sine snaps fra UDFA rookie center Deyshawn Bond, da veteranen Ryan Kelly må sidde ude med en fodskade. Også forsvaret må undvære en stjerne, da Colts bedste cornerback Vontae Davis er ude med en skade i sin lyske.

Colts’ injury report week 1 (image credit: www.colts.com)

Konklusion:

Med skaderne til Luck, Kelly og Davis ligner aftenens opgør mod Indianapolis Colts på hjemmebane pludselig på papiret en overkommelig opgave. Det kan vise sig at blive den perfekte start for rookie head coach Sean McVay og hans helt nye Rams hold, der skal forsøge at løfte sig ud af de seneste sæsoners offensive kvaler og generelle middelmådighed. Ud over WR T.Y. Hilton og den aldrende HB Frank Gore ser Colts i hvert fald ikke umiddelbart specielt skræmmende ud – så den ligger lige til højrebenet!

Jeg tror derfor på en sejr her i årets åbningskamp!

GO RAMS!

(Featured image credit: Josh Lefkowitz / Getty Images)

2 thoughts on “Preview Week 1: Rams vs. Colts

  1. Alene det at Luck er ude og Tolzien starter bør betyde, at Rams holdet er favoritter. Det skal det fandme betyde.

    Men igen bliver det spændende med Rams angrebet. Og forsvaret. Stepper de up eller fucker op?

    Sgu godt Fisher er ude.

    1. Ja, for satan – McVay ser ud til (i hvert fald på papiret) at have formået at bygge et rigtigt offense på én offseason, hvilket aldrig lykkes for Fisher. Men nu må vi se! Er også lidt bekymret for om forsvaret virkelig er klar allerede, efter scheme-change og skåneprogram til mange startere i preseason.

Comments are closed.

Comments are closed.