Analyse af kampprogrammet 2018

Analyse af kampprogrammet 2018

Kampprogrammet for NFL-sæsonen 2018 kom ud i sidste uge, og der venter Rams en yderst spændende sæson. På trods af en ret høj sværhedsgrad (det femtehårdeste program i NFL) går Rams ind i sæsonen med høje forventninger her i andet år under head coach Sean McVay. Kan man holde sig nogenlunde skadesfri på nøglepositionerne, viser de aggressive offseason roster moves, at man er ved at bygge holdet op til at vinde nu. Herunder gennemgår jeg kort Los Angeles Rams’ program fra uge 1 til uge 17.

Uge 1 (11. sep. 04.20) – @ OAKLAND RAIDERS:

Rams møder Raiders i anden uge af preseason, men allerede her tre uger efter skal de mødes igen, når sæsonen for alvor skydes i gang med en primetime Monday Night kamp på udebane. Raiders skuffede med en 6-10 sæson sidste år og har i denne offseason derfor hentet den højt profilerede Jon Gruden til som ny head coach. Gruden vender tilbage til ligaen efter ti år i kommentator-boksen, så det bliver spændende at følge, om han kan genskabe magien efter en så lang pause. Gruden er gået i gang med at genskabe Raiders ud fra sin egen filosofi, men Rams må formodes at have “fordelen” i dette opgør. Med snart to offseasons og en succesfuld regulær sæson (hvor det jo blev til en NFC West titel og en billet til playoffs) er Rams simpelthen længere i processen og har et, på papiret, bedre hold allround. Uge 1 er et godt tidspunkt at møde Raiders på, da man må formode, at det vil tage tid at implementere de nye systemer. Jon Gruden og Sean McVay kender hinanden særdeles godt – Gruden gav jo McVay hans første mulighed som coach i ligaen hos Buccaneers i 2008. Inklusiv preseason bliver dette altså det andet møde mellem læremester og elev – “The Gruden vs. McVay Bowl II” – men denne gang betyder det noget!

Uge 2 (16. sep. 22.05) – vs. ARIZONA CARDINALS:

Divisionsrivalerne fra Arizona kommer i anden spilleuge en tur til The Coliseum til årets første hjemmekamp for L.A. Rams. Cardinals er, ligesom Raiders, i gang med en større omstilling. Tidligere head coach Bruce Arians har pensioneret sig selv, og Steve Wilks er hentet til som ny cheftræner. Quarterback Carson Palmer er også gået på pension, så Cardinals har skrevet en étårig kontrakt med Sam Bradford (Vikings), som vi Rams fans jo kender særdeles godt. Bradford er en dygtig quarterback, men med hans skadeshistorik og den korte kontrakt, er der dog tale om en kortsigtet løsning. Cardinals må være i spil til en af de unge quarterbacks i den kommende draft, hvor Cardinals vælger som nummer 15. Med den defensive linje som Rams kan mønstre, må Bradford ryste lidt i de genopbyggede knæ, når han kigger ned af kampprogrammet. Han skal nok prise sig lykkelig, hvis han formår at starte mere end sæsonens to første kampe! Cardinals blev treer i divisionen efter en 8-8 sæson sidste år.

Opdatering 27.04.18: Cardinals valgte at trade op til plads nr. 10, hvor de ganske rigtigt valgte fremtiden på QB-positionen; Josh Rosen.

Uge 3 (23. sep. 22.05) – vs. LOS ANGELES CHARGERS:

Rams bliver hjemme til årets tredje kamp. Det bliver den første regular season kamp mellem de to nye L.A. franchises. Selvom Chargers fik en langsom start sidste år, sluttede de som nummer to i AFC West efter have vundet ni af deres sidste tolv kampe. Det er dét, man håber at kunne bygge videre på hos Chargers – hovedsageligt med afsæt i egne spillere og draften. L.A. Chargers har derfor ikke været særligt aktive i free agency. Dog har man hentet den tredobbelte Pro Bowl center Mike Pouncey (Dolphins) til, hvilket må siges at være en opgradering. Kan naboerne blive fri for nogle af de mange skader, som har plaget holdet de sidste par sæsoner, er det et ganske talentfuldt mandskab, som Chargers kan mønstre. “The Battle for L.A.” blusser for alvor op i denne sæson med en potentielt spændende kamp i The Coliseum.

Uge 4 (28. sep. 02.20) – vs. MINNESOTA VIKINGS:

Rams bliver hjemme i L.A. i fjerde spilleuge, hvor vikingerne fra Minnesota kommer til byen til Thursday Night Football. Det bliver den anden af i alt hele fem(!) primetime-kampe for Rams i år. Et vidnesbyrd om de enormt store forventninger der er til holdet efter den overraskende succes sidste år samt en heftig offseason. Det bliver hårdt for os herovre på den anden side af Atlanten! Rams har altså tre hjemmekampe i sæsonens første fire uger og skal slet ikke ud af Californien før i uge 5. Vikings havde en flot 13-3 sæson sidste år, hvor de overkom flere alvorlige skader på nøglepositioner og nåede helt til NFC-mesterskabet – som de dog tabte til de senere Super Bowl Champs; Philadelphia Eagles. På grund af skader til quarterbacks Teddy Bridgewater og Sam Bradford måtte Vikings enddog sætte deres lid til en anden tidligere Rams-spiller, Case Keenum, som holdet formåede at få det maksimale ud af. I denne offseason har Vikings dog re-loaded på positionen og sagt farvel til dem alle tre. Bridgewater er nu hos Jets, Bradford hos Cardinals og Keenum er blevet hentet til Denver Broncos. Til gengæld har Vikings været ude med den helt store pengepung og har hentet dette års absolut top free agent til klubben på en monster-kontrakt; nemlig den tidligere Redskins QB Kirk Cousins (som Sean McVay jo har et indgående kendskab til, da han har arbejdet direkte med ham i Washington). I Minnesota håber og regner man med, at Cousins netop er den brik, der har manglet, og at han kan tage holdet det sidste stykke vej til det forjættede land. Vikings kunne godt bruge noget hjælp på den offensive linje, eksempelvis gennem den kommende draft, men ellers er det et ret komplet hold, der bl.a. tæller et af ligaens bedste forsvar. Her har Vikings endda forstærket den defensive linje ved at hente den tidligere Jets- og Seahawks-spiller Sheldon Richardson til i denne offseason. Vikings trak sig sejrrigt ud af mødet mellem de to mandskaber sidste år, 24-7, så Rams håber på revanche i 2018 mod et potent playoff-mandskab.

Uge 5 (7. okt. 22.25) – @ SEATTLE SEAHAWKS:

Efter de tre hjemmekampe spiller Rams ude de næste tre uger. De skal dog ikke rejse så langt. Først går turen nordpå til staten Washington, hvor rivalerne Seattle Seahawks venter på CenturyLink Field. Det er aldrig en let opgave at spille her, men sidst de to hold mødtes i Seattle, uddelte Rams tæsk og vandt hele 42-7. Rams overtog førerpositionen fra Seahawks, som blev toer i divisionen i 2017 med en 9-7 record. Jeg tror ikke, at Seahawks kan generobre divisionstitlen i denne sæson. Seahawks har haft en tvivlsom offseason, hvor de har skiftet ud på både defensiv- og offensiv koordinator. Mange af holdets tidligere profiler er blevet afhændet; heriblandt CB Richard Sherman (49ers), DE Michael Bennett (Eagles) og TE Jimmy Graham (Packers), og et generationsskifte er i gang. Tidligere reserver og rollespillere skal steppe op, og Seahawks skal bruge draften til at få lukket nogle af de huller, der eksisterer – især på angrebet. Her mangler der våben til QB Russell Wilson samt brikker til den offensive linje. I free agency har Seahawks bl.a. hentet TE Ed Dickson fra Panthers, som dog har sin styrke som blokeringsspiller, hurtige WR Jaron Brown (Cardinals) og kontroversielle LB Barkevious Mingo (Colts), men holdet ser altså ikke umiddelbart på nuværende tidspunkt stærkere ud end sidste år.

Uge 6 (14. okt. 22.05) – @ DENVER BRONCOS:

Herefter går turen for første gang ind i landet, når Rams skal møde Broncos i Denver, Colorado. Broncos skuffede i sidste sæson med en 5-11 record og en placering i bunden af AFC West. Broncos’ kvaler starter på quarterbackpositionen, og de var længe i spil som bejler til QB Kirk Cousins. Det blev dog blot ved snakken, og i stedet satser GM John Elway på, at Case Keenum kan fortsætte det gode spil, han viste hos Vikings i store dele af sidste sæson. Keenum spillede sig til en flot to-årig kontrakt til $36M, men kan han leve op til forventningerne? Keenum var ganske imponerende for Vikings mod Rams i sidste sæson, men han har altså ikke nær samme talent omkring sig i Denver. Og Rams har opgraderet væsentligt på den defensive side af bolden med tilføjelsen af bl.a. CB Aqib Talib (fra netop Denver), CB Marcus Peters (Chiefs) og DL Ndamukong Suh (Dolphins). Keenum er en rigtig good guy, og jeg ønsker ham alt muligt succes – bare ikke når han spiller mod Rams! Broncos vælger allerede som femmer i den kommende draft og kan stadig sagtens være i spil til en quarterback. Man har efter sigende heller ikke helt opgivet den tårnhøje QB Paxton Lynch, som holdet valgte i første runde af 2016-draften.

Opdatering 27.04.18: Broncos valgte DE Bradley Chubb med det femte valg, som lidt overraskende stadig var tilgængelig.

Uge 7 (22. okt. 02.20) – @ SAN FRANCISCO 49ERS:

Det ser på papiret ud som om, at den nærmeste fremtid i NFC West igen skal domineres af rivaliseringen mellem Rams og Whiners. Jeg vurderer, at hverken Seahawks eller Cardinals er klar som seriøse contendere endnu, mens Whiners kan blive reelle udfordrere til divisionstitlen. To svære kampe venter under alle omstændigheder, og rivaliseringen starter i år på udebane i San Francisco i endnu et primetimeopgør her natten til mandag i uge 7. Ligesom Rams, anskaffede San Francisco sig jo også op til sidste sæson en ung, spændende head coach i Kyle Shanahan, som sammen med GM John Lynch er i gang med at bygge et ungt og spændende hold op. Under 2017-kampagnen tradede de sig således til QB Jimmy Garoppolo fra Patriots. Garoppolo vendte sæsonen fuldstændig for Whiners, da han var klar til at komme på banen i uge 13. Fra at have tabt 10 ud af 11 mulige, vandt de, med Garoppolo under center, de resterende fem kampe, og holdet var ikke sene til at belønne deres nye franchise quarterback med en monster-kontraktforlængelse her i offseason på hele $137.5M for 5 år. Garoppolo ligner da også the real deal og har endnu til gode at tabe en kamp som starter. I free agency har Whiners også været aktive og lukket nogle huller. De har bl.a. tilføjet hjælp til den offensive linje i form af C Weston Richburg (Giants) og G Jonathan Cooper (Cowboys) samt hentet alsidige HB Jerick McKinnon (Vikings) til som erstatning for Carlos Hyde (der til gengæld fortsætter karrieren hos Browns). San Fran blev også stedet, hvor den tidligere Seahawks-profil CB Richard Sherman landede efter at være blevet fritstillet i Seattle. Trænerstabene hos Rams og Whiners kender hinanden ud og ind, så det skal nok igen i år blive et par interessante opgør!

Uge 8 (28. okt. 22.25) – vs. GREEN BAY PACKERS:

Efter tre udekampe, som dog ikke byder på voldsomt lange rejser, er Rams igen hjemme i The Coliseum for en kort stund, når de tager imod Green Bay Packers i 8. spilleuge. Det kan blive et spændende opgør mellem de to tidligere Cal quarterbacks Jared Goff og Aaron Rodgers. Packers’ succes afhænger helt af Aaron Rodgers, og holdet fra Green Bay er traditionelt ikke ret aktive i free agency. I år har man har dog været ude at hente hjælp til Rodgers i form af TE Jimmy Graham. Tiden vil vise, om han vil kunne gøre en større forskel her, end han kunne i Seattle. Rodgers har til gengæld også mistet et af sine yndlingsvåben i form af WR Jordy Nelson (som er kommet til Raiders). Det blev blot til en placering som nummer tre i NFC North efter en skuffende 7-9 sæson i 2017, men Rodgers var også skadet det meste af året og startede blot syv kampe. De forventer mere succes i 2018.

Uge 9 (4. nov. 22.25) – @ NEW ORLEANS SAINTS:

Herefter skal Rams en tur til New Orleans for anden gang, da de også skal møde Saints i den sidste preseason kamp. Saints har haft en relativt stille offseason, hvor fokus har været at få re-signet nogle af deres egne; blandt andre QB Drew Brees. Dog har holdet også hentet nogle gamle kendinge til. TE Ben Watson (Ravens) er således tilbage som tiltrængt våben på angrebet, og OL Jermon Bushrod (Dolphins) vender tilbage som erstatning for OG Senio Kelemete (Texans). CB Patrick Robinson (Eagles) vender også tilbage til holdet, som draftede ham i første runde af 2010-draften. Veteranen S Kurt Coleman kommer dog til fra Panthers og LB Demario Davis fra Jets. Saints er altid offensivt farlige med Drew Brees som quarterback, og sidste sæson blev kasteangrebet flot suppleret med et dynamisk løbeangreb. Men Brees går ind i sin 18. sæson, og han er efterhånden blevet 39 år, så uret tikker for Saints. Vinduet er nemlig så småt ved at lukke sig for endnu en Super Bowl i Brees-æraen. Saints havde en god sæson med 11 sejre i 2017 og en Wild Card sejr over Panthers. Sæsonen sluttede dog bittert ugen efter med et nederlag i de døende sekunder af playoff-opgøret mod Vikings. Der er lagt op til en spændende kamp i Superdome.  

Uge 10 (11. nov. 22.25) – vs. SEATTLE SEAHAWKS:

Herefter venter Seahawks for anden gang. Denne gang hjemme i Los Angeles.

Uge 11 (20. nov. 02.15) – vs. KANSAS CITY CHIEFS:

Endnu en sen Monday Night Football kamp venter i uge 11, hvor et spændende Chiefs-mandskab bliver “gæsterne” i Rams’ årlige internationale opgør. I år skal Rams dog ikke hele vejen til England. De skal i stedet bare lidt sydpå til Mexico City, hvor slaget skal stå på Estadio Azteca. Det skal nok blive sjovt at se den tidligere Chiefs CB Marcus Peters prøve kræfter med tidligere Rams WR Sammy Watkins. Chiefs har i denne offseason bevæget sig væk fra veteranen Alex Smith på quarterback-positionen – han blev traded til Washington – så nu bliver det førsterundevalget fra sidste år, Patrick Mahomes, der får chancen. Rams kan blive en svær test for en så ung og uprøvet andenårs-quarterback. Ud over Smith og Peters har Chiefs også sagt farvel til flere aldrende veteraner og profiler, heriblandt LBs Derrick Johnson og Tamba Hali. Der er altså et mindre generationsskifte i gang i Kansas City, hvor bl.a. CBs Kendall Fuller (Redskins) og David Amerson (Raiders) samt LB Anthony Hitchens (Cowboys) er kommet til.

Opdatering: 17.11.18: Kampen er rykket til L.A. pga. banens beskaffenhed

Uge 12 – BYE WEEK:

Efter det internationale opgør holder Rams deres pause i uge 12. En relativt sen bye week, hvilket dog ikke er dårligt, når man som Rams har store playoff forhåbninger.

Uge 13 (2. dec. 19.00) – @ DETROIT LIONS:

Efter pausen skal Rams ud på to længere rejser. Det første stop bliver i Detroit, hvor Lions venter. Lions har skiftet head coach i denne offseason efter endnu en 9-7 sæson under Jim Caldwell. Den nye mand i front er Matt Patricia – tidligere defensiv koordinator for New England Patriots. Da Patricia benytter et anderledes varieret forsvars-scheme, end man tidligere har brugt i Detroit, har det krævet stor udskiftning af spillere på den defensive side af bolden. For at passe ind i systemet skal man være alsidig og kunne udfylde flere forskellige roller. Det ganske succesfulde angreb med QB Matthew Stafford under center har Patricia dog ikke rørt så meget ved, og den offensive koordinator med det fabelagtige navn, Jim Bob Cooter, forbliver hos holdet. Man har dog forsøgt at fixe runningbackpositionen ved at hente LeGarrette Blount (tidligere Patriots og Eagles) til holdet. Rams var rigtig gode efter bye week sidste år, hvor de tævede Giants hele 51-17. Det bliver spændende at se, om det bliver en tendens under Sean McVay. 

Uge 14 (9. dec. 19.00) – @ CHICAGO BEARS:

Efter Detroit skal Rams en tur til Chicago. Det kan blive en rigtig kold og blæsende fornøjelse på legendariske Soldier Field ved Lake Michigan sådan en december-dag! Den unge QB Mitchell Trubisky, som blev valgt i første runde af 2017-draften, startede med blandet succes tolv kampe i sin rookie-kampagne. GM Ryan Pace samt den nye head coach Matt Nagy – som overtager fra fyrede John Fox efter tre dårlige sæsoner som bundprop i NFC North – har ikke tøvet med at tilføje tiltrængte våben til den unge quarterback. Således har man hentet profiler til som WRs Allen Robinson (Jaguars) og Taylor Gabriel (Falcons) samt TE Trey Burton (Eagles). Men Bears er stadig et hold med mange huller.

Opdatering 09.12.18: Kampen er flexet til Sunday Night kl. 02.20 dansk tid.

Uge 15 (17. dec. 02.20) – vs. PHILADELPHIA EAGLES:

De regerende Super Bowl mestre, Philadelphia Eagles, venter herefter hjemme i The Coliseum i “The Wentz vs. Goff Bowl II”. Carson Wentz‘s og Jared Goffs karrierer vil for evigt blive holdt op mod hinanden og sammenlignet, da de begge er førsterundevalg fra samme draft og jo blev valgt som henholdsvis nr. 1 og nr. 2 af hold, der endda tradede op for at sikre sig deres næste franchise quarterbacks. Wentz har nok et lille forspring endnu efter en godkendt rookie-kampagne i Philadelphia og rigtig flotte præstationer i sidste sæson, inklusiv en sejr over vores Rams. En sejr der dog kostede resten af sæsonen pga. en knæskade. Wentz skulle blive helt klar til den kommende sæson, og Eagles vil uden tvivl stå for den største udfordring for Rams i den regulære sæson i år. Det kan meget vel blive en forløber for et senere møde i playoffs mellem de to stærke NFC-mandskaber. Eagles har mistet nogle spillere hist og her i free agency, men i det store og hele er holdet intakt. Og de spillere de har hentet til, heriblandt DE Michael Bennett (Seahawks) og DT Haloti Ngata (Lions), bidrager til, at Eagles måske ser endnu mere skræmmende ud i denne sæson. Det femte og sidste primetime-opgør for Rams i sæsonen skal nok blive en spændende kamp!

Uge 16 (23. dec. 22.05) – @ ARIZONA CARDINALS:

Lillejuleaften skal Los Angeles Rams møde Arizona Cardinals for anden gang. Denne gang ude i ørkenen.

Uge 17 (30. dec. 22.25) – vs. SAN FRANCISCO 49ERS:

Dagen før nytårsaften slutter Rams så sæsonen af med årets sidste divisionsopgør mod Whiners. Det bliver spændende at se, om kampen får afgørende betydning for kampen om NFC West og playoff-placeringerne.

OPSUMMERING:

Som I kan se, venter der altså alt i alt et rigtig spændende program for Rams med masser af gode udfordringer og spændende matchups og storylines undervejs. Et kampprogram med en god fordeling af hjemme- og udebanekampe, som ligger i små klumper, og hvor de fire første kampe spilles indenfor Californiens statsgrænser. Det er et rigtig fornuftigt rejseprogram i år, med mange vestkyst-kampe fra begyndelsen og blot en enkelt tur til østkysten, hvilket står i skærende kontrast til de sidste par års hårde rejseprogrammer.

Det er for usikkert at spå om noget som helst så tidligt i processen. Det er et relativt svært kampprogram på papiret lige nu, men med den roster Rams kan mønstre, vil de have en god chance i alle opgør. Det kan dog hurtigt ændre sig med et par uheldige skader på nogle nøglepostioner. Men jeg er optimistisk, og jeg tror, at vi går en meget lovende sæson i møde!

GO RAMS!

Primære kilder: L.A. Rams, ESPN, Gul Klud
Comments are closed.