Kontraktforlængelse til RT Rob Havenstein

Kontraktforlængelse til RT Rob Havenstein

Overraskende har Los Angeles Rams allerede nu forlænget kontrakten med RT Rob Havenstein. Havenstein stod ellers til at blive free agent i 2019, men Rams har igen været proaktive og har nu sikret sig den store tackle til og med 2022-sæsonen.

Havenstein blev valgt i anden runde af 2015-draften og har startet på quarterbackens højre side lige siden. Kontrakten lyder angiveligt på fornuftige $32.5M over de fire år, men detaljerne er ikke offentlige endnu. Så om kontrakten er skruet sådan sammen, at den åbner lidt op på cappen til DL Aaron Donald – eller måske OLB Junior Galette, som er i L.A. lige nu til en workout – vides ikke. Men da Havensteins løn for 2018 i forvejen ikke udgjorde den store udgift på cappen, er det nok begrænset.

En fornuftig forlængelse, der sikrer en smule kontinuitet på en linje, som kan komme til at se dramatisk anderledes ud efter denne sæson. RG Jamon Brown og LG Rodger Saffold står til at blive free agents, mens LT Andrew Whitworth og C John Sullivan jo ikke bliver yngre.

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.