Preview Week 6: Rams @ Broncos

Preview Week 6: Rams @ Broncos

Los Angeles Rams (5-0) @ Denver Broncos (2-3) d. 14.10.18, kl. 22:05


Her i sjette spilleuge rejser Rams for første gang ind i landet fra behageligt solrige Los Angeles, Californien, til Denver, Colorado, hvor vejrudsigterne for søndag forudser en potentiel kold dag på et par minusgrader – måske endda med lidt sne! – de 1,6 km oppe i højderne, hvor Mile High Stadium ligger.

Rams og Broncos møder ikke hinanden ret ofte. Søndagens kamp bliver således blot den 14. i historien mellem de to mandskaber. Rams fører 8-5 i indbyrdes opgør og har vundet de seneste tre. Broncos har ikke vundet over Rams siden 2002.

Rams er efter fem kampe stadig perfekte i NFC West. Med den vigtige sejr over Seahawks i en hård og spændende kamp i sidste uge har de nu en komfortabel tre-kamps føring i divisionen.

Det ser noget anderledes ud for Broncos i AFC West. Kansas City Chiefs fører divisionen som det eneste ubesejrede hold ud over vores Rams. Broncos er lige nu nede på en tredjeplads efter tre nederlag i træk til henholdsvis Ravens, Chiefs og Jets(!)

Ugens opgør:

Broncos skuffede i sidste sæson med en 5-11 record og en placering helt i bunden af AFC West. Broncos’ kvaler startede på quarterbackpositionen, og de var længe i spil som bejler til QB Kirk Cousins. Det blev dog blot ved snakken, og i stedet satsede GM John Elway på, at Case Keenum kunne fortsætte det gode spil, han viste hos Vikings i store dele af sidste sæson. Keenum spillede sig til en flot to-årig kontrakt til $36M, men indtil videre har han ikke levet op til forventningerne og den høje løn. Han har således kastet flere interceptions (7) end touchdowns (5) indtil videre i år. Keenum har potentialet til at spille en rigtig god kamp ind i mellem, og han imponerede da også for Vikings mod Rams i sidste sæson, men i Denver har han altså ikke nær samme talent omkring sig.

Broncos’ QB Case Keenum (4) (image credit: Jack Dempsey / AP)

Den største udfordring for Rams’ forsvar søndag aften bliver da nok heller ikke Keenum, men derimod Denvers ganske potente løbespil. Broncos løber bolden rigtig fint bag en lille komité af rookies. Tredjerundevalget Royce Freeman (49att/250yds, 3td, 4rec/21yds) er på papiret starteren, men den lille undraftede rookie Phillip Lindsay (57att/328, 1td, 8rec/65yds, 1td) får lidt flere muligheder og har da også her i starten af sæsonen vist sig som den mest dynamiske af de to. Rams’ run-defense har ikke været godt i de seneste to kampe. Mod Seahawks tillod de igen og igen alt for store spil på jorden, bl.a. pga. option-spillet, krydret med vellykkede playactions fra QB Russell Wilson. 190 rushing yards tillod Rams i den kamp. Der er plads til forbedringer dér. Også CB Marcus Peters må være opsat på at rette op på sine fejl fra en uge siden. Han blev brændt på flere store spil, hvor han i stedet for at følge sin receiver havde øjnene rettet mod back-field. Med en type som Peters, som godt kan lide at tage nogle chancer, må man forvente at det mislykkes en gang imellem. Men mod Seahawks blev hans risikovillighed udstillet og udnyttet.

Denver Broncos har, på trods af en rigtig fornuftigt sammensat defensiv roster, selv haft store problemer mod løbespillet. Det blev ikke tydeligere end i sidste uges overraskende nederlag til New York Jets, hvor HB Isaiah Crowell løb Broncos fuldstændig i stykker med hele 219 yards. HB Bilal Powell supplerede ovenikøbet med 99 yards. Hvis ikke Broncos i mellemtiden har fået rettet op på løbeforsvaret, tegner det til, at Rams HB Todd Gurley kan få en god kamp på jorden.

HB Todd Gurley (30) (image credit: Steven Bisig / USA TODAY Sports)

Rams’ offensive linje skal have en stor andel af kreditten for holdets store succes på angrebet indtil videre i år. Rams er lige nu nummer ét i ligaen i offensive yards pr. kamp med hele 476,6. Linjen blokerer fantastisk for Gurley, og de holder QB Jared Goff oprejst i lommen, og giver ham tid til at komme af med bolden uden stress. Den offensive linje har således ikke tilladt ét eneste sack endnu efter fem spilleuger (Goff er godt nok blevet sacked seks gange alt i alt, men ingen af dem er altså blevet krediteret til O-line).

Den offensive linje kommer dog på en stor opgave i aften, hvor de skal forsøge at holde OLB Von Miller (20tot, 3tfl, 4sacks, 2ff, 1fr, 1defl) fra fadet. Miller er en af ligaens bedste pass rushers, og han er da også kommet rigtig godt fra start i år.

CB Chris Harris Jr. (17tot, 1sack, 6defl.) er en anden profil på Denvers forsvar, som Rams skal holde godt øje med. Harris er en dygtig, instinktiv corner, som ifølge Rams’ HC Sean McVay er undervurderet i ligaen.

Kampen søndag aften mellem Rams og Broncos bliver en homecoming for Rams’ defensive koordinator Wade Phillips. Han har af to omgange været ansat som DC hos Broncos, med hvem han vandt Super Bowl i 2015-sæsonen. Også CB Aqib Talib er tidligere Bronco, men han er jo pt. placeret på injured reserve. Hos Broncos skal vi udover Case Keenum gense en anden gammel kending. Broncos’ SS Darian Stewart spillede fire sæsoner for Rams i St. Louis fra 2010-2013. 

Skader, opstilling og transaktioner:

K Greg Zuerlein er så småt begyndt at træne igen, men han holdes altså ude en uge mere. K Cairo Santos får altså endnu en mulighed i hornene.

K Cairo Santos (3) (image credit: www.therams.com)

To ud af tre startende receivere udgik i kampen mod Seahawks med symptomer på hjernerystelse. Brandin Cooks (26rec/452yds, 1td, 2att/16yds) og Cooper Kupp (30rec/438yds, 5td, 3att/13yds) er dog heldigvis blevet godkendt til at komme på banen i denne uge, og vil begge være tilbage på 100%. Sammen med Robert Woods (29rec/415yds, 3td, 6att/72yds) udgør de en formidabel trio på receiverpositionen for Los Angeles Rams. Det er således første gang i NFL historien, at tre receivere på samme hold har over 400 yards efter fem spilleuger! Efter rigtig mange år med store vanskeligheder med at finde talent på receiver-positionen, må denne trænerstab siges lynhurtigt at have løst dét problem.

WRs Cooper Kupp (18), Brandin Cooks (12) og Robert Woods (17) (image credit: www.therams.com)

DT/DE Michael Brockers sad over torsdag pga. en ankelskade. Han er dog ikke i fare for at misse kampen mod Broncos.

Los Angeles Rams har i ugens løb tilføjet CB Darious Williams. Williams (5’9”, 187lbs) er hentet til 53-mands rosteren off waivers fra Baltimore Ravens. Han spillede college hos UAB og kom til Ravens som undrafted free agent rookie umiddelbart efter draften. Williams fik spilletid i tre kampe for Ravens i denne sæson, primært som special teamer.

For Denver Broncos er RT Jared Veldheer (knæ) og CB/punt returner Adam “Pacman” Jones (lår) dømt ude. At Veldheer ikke kommer på banen, er et relativt stort tab for Broncos, som jo skal prøve at håndtere Rams’ stærke defensive linje. G/T Billy Turner er direkte backup til Veldheer, og Broncos må gå til kampen med blot fire aktive cornerbacks. Ellers er det to rimelig skadesfri mandskaber der møder hinanden søndag i Denver.

Konklusion:

QB Case Keenum er en rigtig good guy, og jeg ønsker ham alt muligt succes – bare ikke når han spiller mod Rams! Jeg tror, at Keenum får det svært mod Rams i aften, og skal Broncos have en chance, skal den komme på baggrund af deres løbespil. Rams’ forsvar må dog være top-motiverede for at bevise, at de sidste par ugers ringe run-defense ikke er standarden.

Dette er dog ikke en kamp, Rams skal tage for let på. På trods af Denvers 2-3 start på sæsonen har de et på papiret ganske godt mandskab. Kampen foregår endvidere på udebane i uvante rammer, på en kold dag i den tynde luft 1,6 km over havoverfladen. Rammer og vejrlig er til Denvers fordel. Det vil dog alligevel være en overraskelse, hvis Rams ikke er på 6-0 efter aftenens/nattens kamp på Mile High.

GO RAMS!

(Featured image source)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.