Preview Week 16: Rams @ Cardinals

Preview Week 16: Rams @ Cardinals

Los Angeles Rams (11-3) @ Arizona Cardinals (3-11) d. 23.12.18, kl. 22:05


Så er det sørme snart jul, Rams-fans! Herunder følger endnu en lidt kortere optakt pga. juletravlheden.

I den næstsidste kamp i den regulære sæson går turen til State Farm Stadium i Glendale, Arizona, som lillejuleaften danner rammen om Los Angeles Rams’ andet møde mod divisionsrivalerne Arizona Cardinals. Årets første møde i L.A. i anden spilleuge gik jo over al forventning. Her tævede Rams Cardinals hele 34-0, og selvom vi ikke nødvendigvis kan forvente en gentagelse af dét resultat i aften, er Rams på papiret rimelig klare favoritter.

Rams har haft det ukarakteristisk svært siden deres bye week i uge 12. De har tabt deres seneste to kampe mod henholdsvis Chicago Bears og Philadelphia Eagles, og QB Jared Goff, som ellers i mange kredse var på tale som seriøs MVP-kandidat, har pludselig i lange perioder spillet som en rookie med hele seks interceptions og to tabte fumbles mod blot et enkelt touchdown. Man fornemmer da også en hvis bekymring og uopsættelighed i Rams-lejren; man er ivrige efter at få fixet problemerne inden slutspillet, og samtidig vil man rigtig gerne sikre sig en first round bye. Men dét kræver altså sejre her i sæsonens sidste fase. Denne uge repræsenterer dog heldigvis en rigtig god mulighed for Rams for at få skibet på ret køl igen inden playoff.

Cardinals har nemlig ikke været særlig gode i år og har blot vundet tre kampe indtil videre i den nye head coach Steve Wilks’ debutsæson. Siden holdenes sidste møde har man bevæget sig væk fra Sam Bradford, som blot fik tre kampe fra start som quarterback i Arizona. I stedet er det nu rookie Josh Rosen, som starter på positionen. Rosens spil har været meget op og ned, men han har mestendels spillet som den rookie, han er (QBR66.3, 55.7%, 2042yds, 10TD, 14INT). Rosen har bestemt et tydeligt potentiale, men han laver stadig mange fejl og kan presses i lommen.

Selvom Rams altså på trods af de sidste ugers tvivlsomme præstationer stadig er ganske store favoritter, kan de dog være uden deres helt store stjerne på angrebet; HB Todd Gurley. Det vil givetvis gøre det vanskeligere for Goff og head coach Sean McVay at finde tilbage i rytmen. Mere om det herunder.

Skader, opstilling og transaktioner:

HB Todd Gurley har ikke trænet med hele ugen pga. inflammation og hævelse i det ene knæ. Han er questionable frem mod Cardinals-kampen og vil være en sand gametime decision søndag aften. Jeg håber og tror på, at man ikke vil risikere en endnu værre skade til Gurley her få uger før playoff. Rams er trods alt allerede sikret en slutspilsplacering, og man har i den grad brug for, at Gurley er 100% frisk, når vi når dertil. Efter min mening burde Gurley ikke spille denne kamp, hvis der hersker blot den mindste tvivl, om knæet kan holde til belastningen – heller ikke selvom der kan være en first round bye på spil. Selv hvis han kommer på banen, kan vi nok godt forvente en begrænset arbejdsbyrde til Gurley.

Da HB Justin Davis (skulder) også er questionable, og med HB Malcolm Brown på IR, har man i ugens løb følt sig nødsaget til at hente hjælp til positionen udefra. Man har således signet veteranen C.J. Anderson til den aktive roster. Anderson startede sine fem første sæsoner hos Denver Broncos, hvor han gennem årene har været ganske succesfuld. Anderson blev dog cuttet i april og signede i første omgang med Carolina Panthers, for hvem han spillede ni kampe her i 2018 – uden dog at blive involveret særlig meget. Anderson blev derpå fritstillet sidst i november og tilbragte efterfølgende en lille uges tid hos Oakland Raiders. Anderson er en god tilføjelse som en erfaren tidligere starter i ligaen, der kan lidt af hvert: løbe hårdt med bolden, gribe den ud af back-field og blokere på kastedowns. Anderson er altså potentielt en god sikkerhed, hvis Gurley og/eller Davis går glip af spilletid de næste par uger, og han kan altså komme til at starte på positionen allerede her efter få dage i hornene. Vi må håbe, at han kan bidrage positivt allerede, da et velfungerende løbeangreb er afgørende for Goffs succes på quarterbackpositionen.

HB C.J. Anderson (35) (Image credit: @RamsNFL / Twitter)

For at få plads på rosteren til Anderson har Rams lidt overraskende cuttet WR Pharoh Cooper, som ellers har været en del af rosteren siden draften i 2016, hvor han blev valgt i fjerde runde. Cooper har aldrig slået igennem på receiverpositionen, men han har til gengæld været en dygtig returner for Rams, og blev sidste år valgt til Pro Bowl. I denne sæsons første kamp led Cooper dog en ankelskade, som holdt ham ude til uge 11. Efter hans tilbagevenden har Cooper blot returneret kick-offs. De nye kickoff-regler gør det lidt mindre vigtigt med returneren – og erstatningerne, S Blake Countess som kick returner og WR JoJo Natson som punt returner, har overvejende gjort det rigtig fint i Coopers fravær. Cooper var derfor blevet undværlig. Pharoh Cooper er efterfølgende blevet claimed af netop Arizona Cardinals, som Rams skal spille mod søndag aften… Det er ret træls, da Cooper nu vil kunne dele en masse vigtig viden om Rams’ tilgang til alle spillets faser.

Cardinals har en mængde spillere, som er questionable frem mod søndagens kamp mod Rams. Bl.a. på grund af sygdom. CB Patrick Peterson er den seneste, der har måttet lægge sig, og ellers er den startende RE Markus Golden den mest bekymrende spiller på skadeslisten for Cardinals. Golden har ikke trænet med hele ugen med en ankelskade.

Konklusion:

Rams kunne rigtig godt bruge en sikker sejr over divisionsrivalerne fra Arizona. Kan de dermed komme godt tilbage på sporet, genopbygge noget selvtillid og momentum frem mod slutspillet, vil det være en rigtig god tidlig julegave til os her på lillejuleaften!

Jeg skal nok være klar med en live game thread som sædvanlig søndag aften. Dem der har tid og lyst kan deltage der – og så er der ellers bare tilbage at ønske jer allesammen en Glædelig Jul!

(Image credit: @Rams / Facebook)

GO RAMS!

(Featured image credit: @RamsNFL / Twitter)

Comments are closed.