L.A. Rams i Super Bowl LIII!

L.A. Rams i Super Bowl LIII!

Efter en vanvittig NFC-finale mod New Orleans Saints på udebane i The Mercedes Benz Superdome, Louisiana, er vores Los Angeles Rams nu klar til at spille Super Bowl LIII mod New England Patriots d. 03.02.2019! Det var for vildt! Rams vandt 26-23 på et 57 yard field goal fra kicker Greg Zuerlein i overtid, og dermed får Rams nu muligheden for at hævne det nederlag, det daværende mandskab led, sidst holdet var i Super Bowl i 2001-sæsonen – for sytten år siden…

Dårlige og ikke mindst mangelfulde dommerkændelser prægede desværre NFC-finalen mod New Orleans Saints og overskyggede et ellers super godt comeback. Rams’ CB Nickell Robey-Coleman kom sidst i fjerde quarter for tidligt på et pass break up, som med rette burde have været dømt som enten pass interference eller i det mindste ulovlig kontakt. Et flag ville med stor sandsynlighed have resulteret i, at Saints ville kunne løbe stort set al tid af klokken og vinde kampen med et field goal (hvis de havde ramt). I stedet fik Rams chancen for at kæmpe sig op og udligne og dermed sende kampen i overtid. Her vandt Rams som sagt på et fantastisk 57 yard field goal fra kicker Greg Zuerlein, efter at forsvaret havde fremtvunget en interception. Saints er sure og bitre. Men de glemmer alle de dårlige spilkald fra head coach Sean Payton, den elendige clock management (et incomplete pass på first down, der stopper klokken?). De glemmer, at Saints havde masser af chancer for at lukke kampen efterfølgende, og de glemmer, at Rams også blev snydt for mindst et par vigtige penalties tidligere i opgøret, som kunne have haft afgørende indflydelse på resten af kampens forløb. Vigtigst af alle en facemask på QB Jared Goff indenfor fem-yard-linjen, som ville have resulteret i en kort first and goal og, med meget stor sandsynlighed, et TD i stedet for det field goal, man måtte nøjes med. Det ville have givet Rams en fire-points føring med fem minutter tilbage af fjerde quarter. Og så glemmer Saints også den graverende dommerfejl (fra selv samme dommerteam) i mødet mellem de to mandskaber i uge ni, hvor Rams’ punter Johnny Hekker fejlagtigt blev dømt kort af en first down på et fake punt. Et korrekt kald her kunne have resulteret i en Rams sejr og dermed hjemmebanefordelen mod Saints i en potentiel NFC-finalekamp. Så skulle Rams ikke håndtere den infernalske larm i Super Domen i første halvleg, og dermed ville vi måske have set en større og mere sikker Rams-sejr. Who knows? Det giver ikke mening, at bruge så meget energi på sådanne “what if’s”. Ja, Rams var heldige med det no-call – det var en skam, og det må ikke ske – men Saints fik altså bolden først i overtid, hvor QB Drew Brees så kastede en INT. Og som bekendt sparker dommerne ikke 57 yard field goals…

Rams er fuldt fortjent i Super Bowl efter en fremragende sæson. En dårlig dommerpræstation skal ikke tage noget fra dét! Guderne må vide, at Rams har stået på den forkerte side af deres andel af sådanne dårlige dommerkald.

GO RAMS!

Comments are closed.