Preview Week 1: Rams @ Panthers

Preview Week 1: Rams @ Panthers

Los Angeles Rams (0-0) @ Carolina Panthers (0-0) d. 08.09.19, kl. 19:00


Så er det er endelig blevet sæsonstart igen, og vores Los Angeles Rams er klar til at starte 2019 med en potentiel rigtig spændende kamp mod Carolina Panthers. Allerede kl. 19:00 søndag aften (dansk tid) skydes sæsonen i gang for Rams på udebanen Bank of America Stadium i Charlotte, North Carolina.

Bank of America Stadium, Charlotte, North Carolina (image source)

Efter en lang preseason stort set uden startere på banen bliver det så fedt endelig at få noget rigtig Rams-football at se igen!

Med en suveræn 13-3 record vandt Rams i 2018 ret komfortabelt deres division NFC West for andet år i træk. Rams indleder nu en sæson, hvor de skal vise, at de kan komme stærkt tilbage fra et bittert Super Bowl nederlag. Historisk har det dog vist sig ikke at være en let opgave.

Carolina Panthers blev blot treer i NFC South sidste år. Det var en sæson, som Panthers ellers startede rigtig fint med seks sejre i de første otte kampe, hvorefter holdet faldt sammen og tabte syv kampe i træk – bl.a. pga. den skulderskade som længe hæmmede QB Cam Newton.

Ugens opgør:

Første kamp i sæsonen er altid spækket med spørgsmålstegn. I år er ikke anderledes. Head coach Sean McVay og den øvrige trænerstab valgte, ligesom sidste år, at skåne stort set alle forventede primære bidragsydere i preseason for at mindske risikoen for skader. Det betyder, at vi ikke har fået starterne på hverken angreb eller forsvar at se siden sidste sæsons Super Bowl nederlag. Man har i stedet haft et stort fokus på at afholde kompetitive træningssamlinger med både Baltimore Ravens og Los Angeles Chargers. En fremgangsmåde som man mener, i sidste ende giver meget mere værdi end nogle få snaps hist og her i en preseasonkamp. Sidste sæson havde strategien stort set ingen negativ effekt, og man har undgået næsten alle de alvorlige skader på nøglepositioner, som man desværre ofte ser rundt omkring i ligaen under disse ubetydelige preseason-kampe. Søndag aften vil det vise sig, om spillerne i år er helt klar, eller om holdet vil være lidt rustne og usammenspillede her i første kamp.

Et af de allerstørste spørgsmål der melder sig, omhandler naturligvis Rams’ største playmaker HB Todd Gurley og hans knæ… Vi får søndag aften endelig svar på, om han stadig er den samme effektive Todd Gurley, som han var, inden det rekonstruerede knæ begyndte at genere ham sidst på sæsonen. Hvordan ser han ud efter en god lang offseason? Skånes han i højere grad med færre touches? Meldingerne fra McVay er, at Gurley ikke er på noget snap count eller lignende, og at han ikke vil blive begrænset. Det har vi dog hørt før.

HB Todd Gurley (30) (image source)

Lige så vigtigt, også for Gurleys effektivitet, er den offensive linjes spil. Der er jo skiftet ud på to positioner, hvor Brian Allen nu starter som ny center, mens Joe Noteboom glider ind på Rodger Saffolds gamle plads som left guard. Hvordan klarer Allen og Noteboom det, og bliver den nye konstellation kompromiterende for hele linjens succes?

Et andet spørgsmålstegn er de nye profiler på forsvaret. Jeg glæder mig rigtig meget til at se både FS Eric Weddle og OLB Clay Matthews i hornene. Jeg tror, at de to veteraner vil bidrage yderst positivt på Rams’ roster i år – også selvom de begge måtte have mistet lidt fart med alderen.

FS Eric Weddle (32) (image credit: Kirby Lee / USA TODAY Sports)

Jeg ser også frem til at se nogle af Rams’ rookies i aktion for alvor. S Taylor Rapp og DT/NT Greg Gaines kommer til at begynde karrieren i backup-roller, men Rapp i særdeleshed kommer helt sikkert til at få spilletid i visse defensive pakker. Han så rigtig god ud i preseason, men vil han klare sig ligeså godt, når det virkelig gælder?

Rams sagde jo farvel til ILB Mark Barron i offseason. Andenårsspilleren Micah Kiser, som ellers var udset til at starte, led desværre en alvorlig skade i preseason, som vil holde ham ude hele sæsonen (det er præcis derfor, at McVay skåner de fleste…) I hans sted bliver det den tidligere backup Bryce Hager, som skal starte ved siden af Cory Littleton. Er han klar til det? Vil han være god nok? Også den defensive linje har set nogle forandringer her i offseason. NT Ndamukong Suh er efter en enkelt sæson ude igen, og det bliver derfor rigtig spændende at følge, hvordan Sebastian Joseph-Days første kamp fra start på D-line bliver – samt hvilken rolle vi primært kan finde ham i. Spiller han eksklusivt på nose tackle-positionen, eller vil man rotere lidt rundt, så DE/DT Michael Brockers også får tid ved siden af DT Aaron Donald?

Jeg glæder mig til at få svar på nogle af de spørgsmål meget snart!

Det bliver uden tvivl lidt af en ilddåb for begge de nye startere og for forsvaret generelt. Panthers’ QB Cam Newton kan nemlig være et mareridt at håndtere, når han er motiveret og skadesfri. Det er han nu. Newton blev opereret i skulderen d. 24. januar, og selvom han led en mindre forstuvning i anklen her i preseason, skulle han være 100% klar til kamp søndag mod Rams. Newton er en yderst kapabel quarterback, når han skal kaste bolden, men hans evne til at bevæge sig i og ud af lommen, samt hans åbenlyse atletiske formåen når han vælger at løbe bolden, er det som gør Newton speciel. Defensiv koordinator Wade Phillips har dog rigtig god erfaring med at lukke ned for Cam. Hans gameplan for Broncos i Super Bowl 50 var afgørende for, at Denver trak sig sejrrigt ud af den kamp.

Panthers’ HB Christian McCaffrey (22) (image credit: John Bazemore / AP)

Tredjeårsspilleren HB Christian McCaffrey er en sand playmaker. Han er en big-play trussel uanset hvor han stiller op på offensiven. McCaffrey udgør dog også en uforholdsmæssig stor andel af Panthers’ angreb, så får man lukket ned for ham, vil man være godt stillet. I 2018 havde McCaffrey 1098 rushing yards på 219 løb (5,0 i gennemsnit) og syv touchdowns, mens han i kastespillet bidrog med hele 107 receptions for 867 yards og seks touchdowns!

Med de to dynamiske herrer vil Carolinas løbeangreb være rigtig stærkt – og Rams havde netop til tider problemer mod løbet sidste år. Ydermere kan det være ekstra svært at stoppe løbet i sæsonens første kamp, hvor man stiller med nye ansigter, som ingen kamperfaring har sammen.

TE Greg Olsen er efter to skadesplagede sæsoner endelig skadesfri. Men ellers er man gået med ungdommen på receiverpositionen, hvor WR Devin Funchess ikke er bragt tilbage. WR D.J. Moore, valgt i første runde i 2018, har dog bestemt potentiale. Det har WR Curtis Samuel også (valgt i anden runde af 2017-draften). Herudover supplerer veteranen WR Chris Hogan, som er hentet til fra Patriots.

Man har i Carolina skiftet en del ud på den offensive linje, som da også var en svaghed sidste år. C Matt Paradis kommer til fra Broncos, LT Greg Little blev valgt højt i draften, og så har man sagt farvel til en del aldrene veteraner.

Også forsvaret ser væsentligt forandret ud. Gamle veteraner er blevet pensioneret eller er blevet afhændet, og et generationsskifte er i gang. DT Gerald McCoy er kommet til fra rivalerne i Tampa Bay. Han er med sine 31 år ingen vårhare, men han er en af ligaens bedste defensive tackles, og han runder en stærk defensiv linje godt af. MLB Luke Kuechly er også en af ligaens aller-bedste på sin position, men selvom man har forsøgt at opgradere holdets secondary, burde den stadig være til at tale med for Rams’ dygtige receivere.

Panthers vil desuden gå over til et 3-4 defense i år. De har givetvis brugt en masse tid på at studere bånd fra sidste sæsons Super Bowl, hvor Patriots jo fuldstændig neutraliserede det ellers så eksplosive McVay-angreb. Men mon dog ikke at McVay og Co. har brugt ligeså meget tid på at arbejde på et modsvar? Jeg forventer, at McVay har nogle nye tricks i ærmet, og at holdet er top-opmærksomme på ikke at blive ofre for samme defensive gameplan.

Skader, opstilling og transaktioner:

Rams’ aktuelle skadessituation kan som sædvanlig følges her året igennem. Husk også at du løbende kan følge alle transaktionerne her; se den aktuelle roster her; samt se et bud på en depth chart frem mod ugens kamp her.

Pga. Rams’ preseason-strategi med at spare alle starterne, er skadesrapporten for første spilleuge ganske overskuelig:

WR Cooper Kupp er altså angivelig blevet helt klar ovenpå sin ACL-skade. Jeg glæder mig vildt meget til at se Kupp igen; han var savnet sidst på året.

På injured reserve finder vi fra sæsonens start bl.a. en del unge linebackers. ILB Micah Kiser, OLB Josh Carraway, EDGE Justin Lawler og OLB Trevon Young er ude for sæsonen. Dog kan Lawler måske hentes tilbage efter minimum otte uger. Herudover finder vi også UDFA rookie WR Alex Bachman samt CB Dominique Hatfield. Backup center Aaron Neary er endvidere suspenderet i årets første fire kampe.

Panthers er heller ikke voldsomt plaget af skader endnu:

Nyerhvervede EDGE Bruce Irvin (fiber) samt rookie LT Greg Little (hjernerystelse) er dog dømt ude. Panthers er dermed ret tyndt besat bag startende left tackle Daryl Williams.

På Panthers’ injured reserve finder vi bl.a. deres kicker Graham Gano. Rookie K Joey Slye spiller derfor sin første kamp i karrieren mod Rams som erstatning for Gano. Det må alt andet lige være et svagt led hos Panthers. RT Dillon Gordon, RG Kitt O’Brien og DT Destiny Vaeao kommer også til at gå glip af sæsonen.

Begge mandskaber stiller altså stort set i stærkeste opstilling her i årets første spilleuge. Newton led dog en mild forstuvning under preseason, men han er altså som skrevet tidligere meldt helt klar til kamp.

Panthers’ QB Cam Newton (1) (image credit: Jim Rogash / Getty Images)

Konklusion:

Dette kan blive en super tæt og spændende kamp her i første spilleuge af sæsonen 2019! De mange ubekendte – og det faktum, at det er årets første kamp – gør, at jeg absolut ikke går ind til denne kamp uden nervøsitet! Sidste år skulle Rams lige bruge en halvleg på at komme ordentlig i gang igen. De vandt åbningskampen, men det var også mod svage Raiders. I dette opgør tror jeg ikke, at Rams har råd til at vente en halvleg med at komme ind i rytmen igen. Der er brug for fuld koncentration fra første fløjt, hvis Rams skal komme sejrrigt ud af North Carolina. Det ville klart være at foretrække med en sejr her i sæsonens første kamp, så vi kan gå ind til næste uges svære NFC Championship re-match mod New Orleans Saints med momentum!

WR Robert Woods (17), HB Todd Gurley (30) og QB Jared Goff (16) (image credit: Harry How / Getty Images)

GO RAMS!

(Featured image: QB Jared Goff (16) – credit: Kirby Lee / USA TODAY Sports)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.