Preview Week 4: Rams vs. Buccaneers

Preview Week 4: Rams vs. Buccaneers

Los Angeles Rams (3-0) vs. Tampa Bay Buccaneers (1-2) d. 29.09.19, kl. 22:05


Så er vi allerede nået til fjerde spilleuge af årets NFL-sæson. Det går sgu stærkt! Los Angeles Rams skal søndag aften møde Tampa Bay Buccaneers hjemme i The Coliseum, inden de herefter tager hul på de to spændende divisionsopgør mod Seahawks og Whiners. Begge divisionsrivaler hænger fint med i NFC West, hvor i særdeleshed Whiners har imponeret indtil videre i år.

Rams har allerede vundet over både Carolina Panthers og New Orleans Saints fra NFC South. Nu venter så det tredje mandskab fra den division; Buccaneers. Historisk fører Rams serien 16-8-0, hvor den sidste kamp mellem de to mandskaber foregik tilbage i 2016. I en årrække (i Jeff Fisher-æraen fra 2012) mødte Rams faktisk Buccaneers hver sæson. Rams trak sig ovenikøbet sejrrigt ud af hvert eneste af disse opgør. Nu er det så Sean McVays tur til at vise, at han også kan lede Rams til en sejr over holdet fra Florida.

Buccaneers går ind til uge fire med en 1-2 record. De indledte med at inkassere et nederlag til Whiners i åbningskampen, hvorefter de fulgte op med en sejr over divisionsrivalerne fra Carolina. I sidste uge led de så et nederlag til Giants efter en rigtig tæt og spændende kamp.

Ugens opgør:

L.A. Rams’ offense har endnu ikke fundet rytmen i år. De har faktisk ikke set specielt gode ud – særligt i kampenes første halvleg. Modstanderne har på defensiven brugt den samme strategi som først Lions og senere Bears og Patriots havde så stor succes med mod Rams sidste år. Med en 6-1 front forsøger man at stoppe Rams’ løbeangreb først og fremmest. Det skader mulighederne for play-actions, og fremgangsmåden har vist sig at være en effektiv pind i hjulet på McVays ellers så eksplosive offense. Selvom det trods alt er blevet lidt bedre, har han endnu ikke helt fundet ud af et modsvar, som for alvor neutraliserer strategien. Turf Show Times har udgivet en rigtig fin og læseværdig artikel her, som netop behandler den problemstilling. Rams og McVay skal simpelthen åbne op for angrebet med et større commitment til løbet tidligt i kampene. Der skal være et større fokus på at kalde de indvendige løb, hvorfra man så i højere grad kan køre de gode play-actions. Et rigtig fornuftigt forsvar har heldigvis holdt Rams inde i kampene her i begyndelsen af sæsonen. Og så er det også gået meget bedre på angrebet i anden halvleg efter at 6-1-forsvaret er blevet kørt trætte – og efter nogle fornuftige justeringer i pausen. Men Rams skal altså generelt hurtigere i gang.

WR Cooper Kupp (18) (image credit: Meg Oliphant / Getty Images)

Buccaneers kan i denne sæson igen stille med en helt ny trænerstab. Bruce Arians, tidligere head coach hos Arizona Cardinals, har afblæst sin pension efter blot en enkelt pause-sæson for at tage en tørn mere i ligaen. Han har taget den tidligere quarterback Byron Leftwich med til Tampa som offensiv koordinator. Leftwich har tidligere været tilknyttet Arians’ trænerstab hos Cardinals i 2017 som QB-coach. Buccaneers’ nye defensive koordinator er Todd Bowles, som kommer fra et mislykket head coaching job hos New York Jets. Før det var han også defensiv koordinator under Arians i Arizona i et par sæsoner. Det er alt i alt en ganske spændende trænerstab, Arians har fået samlet omkring sig i Tampa Bay. Sean McVay har en enkelt sæsons erfaring med at spille mod Arians. Det blev til to store sejre over Cardinals i McVays første sæson i Los Angeles i 2017.

QB Jameis Winston, som har været yderst svingende i sin karriere indtil videre, har fået endnu en chance for at bevise, at han hører til som startende quarterback i ligaen. Han startede dog svagt i årets første to kampe, men i sidste uge spillede han rigtig godt med en rating på 112.4, 380 yards, tre touchdowns og en interception. Erfaringen fortæller os dog, at et kontinuerligt defensivt pres er med til at påvirke Winston negativt. Selvom man ikke nødvendigvis får ham sacked hele tiden, skal man have ram på ham ofte og tvinge ham til at komme af med bolden hurtigere end planlagt. Winston er ikke bange for noget – han er stor og stærk og bevæger sig godt i lommen – men han kan altså blive presset til at tage nogle uheldige beslutninger og forcere sine kast.

Rams’ pass rush skal forstyrre QB Jameis Winston mest muligt (image credit: Brian Rothmuller / Icon Sportswire)

WR Mike Evans er angrebets helt store stjerne. Rams’ fremragende secondary står overfor en stor udfordring i aften mod den store og fysisk stærke receiver. Ligesom Winston er Evans dog også kommet langsomt fra start i år, men han havde en helt fantastisk kamp i sidste uge med otte receptions for 190 yards og tre touchdowns.

På runningbackpositionen deles andenårsspilleren Ronald Jones II (31car/164yds, 2rec/59yds) og Peyton Barber (44car/163yds, 1td, 5rec/26yds) om mulighederne på jorden. Barber er indtil videre starteren på papiret, mens Jones har vist sig som den mest effektive af de to.

På den defensive side af bolden er den startende ILB Lavonte David (23tot, 1,5s, 1def) den største profil. Han overskygges dog på statistikkerne af free agent-tilføjelsen OLB Shaquil Barrett (tidl. Broncos), som fører ligaen i sacks med hele otte styks efter årets første tre kampe.

Den defensive linje er også stærk med den store NT Vita Vae og tilføjelsen af DT Ndamukong Suh. Suh kender vi jo særdeles godt. Han var  en vigtig del af Rams’ roster sidste sæson. Hos Buccaneers er han dog ikke nødvendigvis en opgradering talentmæssigt, da de jo u-cerimonielt sagde farvel til den bom-stærke DT Gerald McCoy i denne offseason. Men man må bare konstatere, at Buccaneers’ forsvar indtil videre i år, i Todd Bowles’ system og med Suh som altmuligmand på linjen, er blevet væsentligt forbedret mod løbet.

Buccaneers’ DT Ndamukong Suh (93) (image credit: Kim Klement / USA TODAY Sports)

Tidligere førsterundevalg Vernon Hargreaves III spiller også ganske udmærket på cornerbackpositionen. Han passer tydeligvis bedre i Bowles’ press-man-system; han skal såmænd bare formå at holde sig skadesfri.

Skader, opstilling og transaktioner:

Der er gode nyheder på skadesfronten for Los Angeles. TE Tyler Higbee og RG Austin Blythe er efter en enkelt kamps fravær tilbage fra deres respektive skader. Rams kan dermed stille med stærkeste opstilling. Det er i det hele taget ganske fantastisk, så forskånede Rams er og har været på skadesfronten gennem de seneste sæsoner. Lad os krydse fingre for, at det fortsætter således resten af sæsonen.

På practice squad er ILB Dakota Allen i ugens løb desværre blevet opsnappet til Oakland Raiders’ aktive 53-mands roster. I stedet har Rams signet rookie edge rusher Jachai Polite (6’2”, 242lbs). Læs mere om ham lige her.

I Tampa Bay er man ikke så godt stillede som Rams på skadesfronten. Førsterundevalget ILB Devin White må for anden uge i træk se med fra sidelinjen med en knæskade. Det må backup CB Jamel Dean (ankel) også. Ud over dem er følgende startere questionable: RT Demar Dotson (læg), OC Ryan Jensen (ryg) og WR Chris Godwin (hofte).

Ud over spillerne på skadeslisten og på injured reserve er EDGE Jason Pierre-Paul og ILB Kendell Beckwith placeret på Reserve/Non Football Injury-listen, mens CB Ryan Smith afsoner en karantæne.

Konklusion:

L.A. Rams er relativt store favoritter i aften mod Buccaneers. Rams vil med en sejr stå rigtig fint efter den første fjerdedel af sæsonen 2019. Jeg tror og håber på, at det nok skal lykkes at komme på 4-0 efter denne spilleuge, og at Rams vil tage et skridt i den rigtige retning rent angrebsmæssigt. Det er der brug for!

Rams’ QB Jared Goff (16) og Bucs’ QB Jameis Winston (3) (image credit: clutchpoints.com)

GO RAMS!

(Featured image: OLB Clay Matthews (52) og DT Aaron Donald (99) – credit: Gregory Shamus / Getty Images)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.