Undrafted Rookie Free Agents 2020

Undrafted Rookie Free Agents 2020

Umiddelbart efter draftens syv ordinære runder begynder den hektiske ‘8. runde’, hvor general managers og personnel-folk for de 32 hold kæmper med hinanden om at sikre sig rettighederne til de mange talenter, der ikke opnåede at få deres navn kaldt op fra podiet hen over weekenden.

Rams har også haft travlt og har jo de seneste år haft ret god succes med at finde flere brugbare spillere hver offseason i denne del af puslespillet. Man har således hentet hele 22 undrafted free agent rookies til holdet og i samme ombæring fritstillet LB Jeff Holland. Rosteren står lige nu på de tilladte 90 spillere.

Opdateret d. 17.05.20. De korte beskrivelser af hver spiller er naturligvis primært baseret på andenhånds-information, som jeg har samlet sammen gennem research på nettet. Jeg har ikke selv scouted disse spillere, og det er begrænset, hvor meget jeg indledningsvis kendte til disse undraftede prospects – ofte fra små skoler i de lavere college-rækker. Informationen er fundet på mange forskellige kilder: heriblandt Twitter, NFL.com, therams.com, theramswire.usatoday.com, downtownrams.com, sports-reference.com, de forskellige universiteters egne websites, lokale nyhedsmedier – samt flere forskellige sider dedikeret til draften.

  • QB BRYCE PERKINS, Virginia (billedet)

Bryce Perkins (6’3”, 215lbs) er et spændende prospect på QB-positionen. Han er en sand dual-threat QB (en fattig mands Lamar Jackson?), og som sådan har han høstet stor hæder (og brudt en masse skole-rekorder) hos Virginia Cavaliers de sidste to sæsoner. Her havde han en completion procent på 64,5 og 6210 passing yards, 47 touchdowns, 21 interceptions, 1692 rushing yards og 20 rushing touchdowns. Perkins er – som det er tilfældet med mange af disse dual-threat QB’s – ofte (for) hurtig til at tage øjnene væk fra receiverne og tage benene på nakken. Derudover skal han arbejde på sin præcision og timing på de mellem- til lange kast. Men Perkins er mega-dynamisk og bliver rigtig spændende at følge i preseason! (Hvis der da bliver en sådan…)

  • QB JOSH LOVE, San Jose State

Indtil videre har Rams ikke valgt at tilføje en veteran til quarterback-rummet i år. Så kampen om at blive QB Jared Goffs direkte backup skal sandsynligvis stå mellem John Wolford, som går ind i sin tredje sæson, og så de to undraftede rookies, Bryce Perkins og Josh Love. Love (6’2”, 205lbs) er en helt anden type end Perkins. Han er en klassisk pocket-passer, som i sin senior-sæson for Spartans completede 60,9% af sine kast for 3923 yards, 22 TD’s og 8 INT’s. Han er aggressiv og frygtløs med sine kast og spiller med stor tro på sig selv, hvilket der ofte kommer noget godt ud af. Love er især imponerende på de dybe bolde. Love har dog ikke den prototypiske højde for en pocket-passer.

  • HB JAMES GILBERT, Kansas State

James Gilbert (5’9”, 198lbs) spillede et femte år hos Kansas State Wildcats efter fire sæsoner for Ball State. Han startede ni ud af 11 kampe og løb for 737 yards (5,2 avg) og seks touchdowns. Gilbert spillede blot tre kampe i 2017 pga. en skade, men havde ellers alt i alt en ganske fin college-karriere med alt i alt 3543 yards (4,8 avg), 36 TD’s, 27 receptions for 214 yards og ét TD. Med en 40-tid på omkring 4.6 sek. er Gilbert ingen burner, og han skal arbejde på sine blitz-pickups. Da der blot er plads til tre-fire runningbacks på den endelige roster, får Gilbert (og Jones herunder) svært ved at tilkæmpe sig en plads. Cam Akers, Darrell Henderson og Malcolm Brown er sikre, så de skal forsøge at vælte tredjeårsspilleren John Kelly af pinden og/eller håbe på en plads på practice squad.

  • HB XAVIER JONES, SMU

Xavier Jones (5’11”, 208lbs) er, lige som ovenstående, også en ganske spændende fifth year senior. Jones var i 2019 en eksplosiv touchdown-maskine for SMU Mustangs med 244 carries for 1276 yards (5,2 avg.) og 23 TD’s samt 20 receptions for 90 yards og to TD’s. Han er en tough og determineret downhill runner, som dog ikke besidder voldsomt imponerende atletiske evner. Jones er heller ingen burner, men han er eftersigende bedre i pass-protection end Gilbert.

  • WR EARNEST EDWARDS IV, Maine

Rams hentede hele fem undrafted free agent wide receivere til en allerede temmelig dyb positionsgruppe. De kommer til at kæmpe med Nsimba Webster og Greg Dortch om blot en enkelt roster-plads (måske to) og en plads eller to på practice squad. Earnest Edwards (5’10”, 175lbs) skal sætte sin lid til sin alsidighed samt sine evner og gode erfaringer som returner. En rolle som jo skal besættes, efter at Rams valgte at sige farvel til WR JoJo Natson i denne offseason. Her har Edwards bestemt en styrke. Han er lyn-hurtig og eksplosiv og returnerede seks kickoffs til TD i sin college-karriere. Han startede som en gadget-player à la Tavon Austin, men har gennem årene udviklet og forfinet sine evner som receiver. Han er blevet bedre og bedre, og Edwards ser på ingen måde ud til at være færdig med sin udvikling. Han kan med tiden vise sig at have et ganske højt loft. Edwards ligner et godt fit i HC Sean McVays offense, og han kan med sin alsidighed blive et godt våben på screens og jet-sweeps. Og så kastede han endda også fire touchdowns i sin senior sæson i 2019 for Maine Black Bears! Her blev det også til 1097 receiving yards, 11 TD’s, 146 rushing yards og to kick returns til TD.

  • WR TRISHTON JACKSON, Syracuse

Receiver Trishton Jackson (6’1”, 197) forlod college et år før tid efter sin breakout-sæson for Syracuse, hvor han i 12 kampe greb 66 bolde for 1023 yards og 11 touchdowns. Jackson fik blot yderst begrænset spilletid for Michigan State og skiftede derfor til Syracuse frem mod 2018-sæsonen. Før det var Jackson var en dual-threat quarterback i highschool, og han er en habil basketball-spiller. På grund af sin begrænsede erfaring på positionen er han også meget rå og begrænset som receiver – men han har potentiale og kan have et ganske højt loft, som vil kunne udfoldes med professionel coaching. Eksempelvis ved at give ham chancen på practice squad. Set udefra virker det som en lidt mærkelig beslutning for Jackson at droppe sin senior-sæson. Det var en ekstremt dyb draft-klasse på receiverpositionen i år, og Jackson kunne godt have brugt en succesfuld senior-sæson at udvikle sig yderligere i, samt til at vise over for NFL-holdene at han ikke er et one-year-wonder. Jackson var dog rangeret som nr. 35 på Scott Wrights 2020 Wide Receiver Rankings (kilde), og mange forventede da også op til draften, at han ville blive valgt et sted på tredjedagen.

  • WR J.J. KOSKI, Cal Poly

Receiveren J.J. Koski (6’1”, 195lbs) kommer til fra det mindre college football-program Cal Poly Mustangs, hvor han gennem det meste af sin college-karriere har været et af holdets vigtigste offensive våben – specielt som dyb trussel. Som senior i 2019 havde Koski sin mest produktive sæson med 42 catches for 868 yards og otte touchdowns og blev efterfølgende udnævnt som Cal Poly’s MVP. Koski har udviklet sig positivt over årene, har gode hænder og er dygtig til at sikre sig bolden i trafik. Koski har også erfaring som kick- og puntreturner. Koski var en solid college-receiver, men det bliver op ad bakke at tilkæmpe sig en fast plads hos Rams.

  • WR BRANDON POLK, James Madison

Med en 40-tid på 4.28 til hans private virtuelle pro day satte Brandon Polk (5’9”, 175lbs) en fed streg under, at han er aldeles lynhurtig! Polk spillede de første fire år for Penn State, hvor han dog var begravet på deres depth chart. Derfor skiftede han til James Madison, for hvem han havde en breakout-sæson i 2019 med 74 catches for 1179 yards og 11 TD’s. Polk er eksplosiv og dynamisk med bolden i hænderne, og selvom Polk er lille, er han tough og hårdfør og går ikke af vejen for at lægge en afgørende blokering. Polk fungerer også rigtig fint som kickreturner. Han er rå og skal arbejde på sin teknik, men han er en spændende atletisk playmaker, som bestemt har en chance for at spille sig på holdet.

  • WR EASOP WINSTON JR., Washington State

Den sidste wide receiver, som Rams har hentet til holdet i denne omgang, er Easop Winston (5’11”, 192lbs) fra Washington State Cougars. Winston spillede en god junior-sæson i 2018 med QB Gardner Minshew, men slog for alvor igennem sidste år med 85 receptions for 970 yards og 11 touchdowns. Han er måske ingen X-factor, men Winston har store “bløde” hænder, og han kan få fat i den svære bold – selv i tæt coverage. Han er ikke bange for kontakt og holder godt fast i bolden, selvom tacklingerne kommer umiddelbart i gribe-øjeblikket eller i momentet derefter. Han er i besiddelse af en stor catch-radius, lokaliserer bolden fint og justerer efter den. Det bliver rigtig spændende at følge kampen om de få pladser på roster og practice squad hen over sommerens training camp og preseason.

  • OC COHL CABRAL, Arizona State

Los Angeles Rams valgte overraskende først at adressere den offensive linje i syvende runde af årets draft med valget af OG Tremayne Anchrum – på trods af at linjespillet (og dybden derpå) i allerhøjeste grad var holdets akilleshæl i sidste sæson. Man må have stor tillid til udviklingspotentialet for spillerne på rosteren. Til dybden har man dog efter draften også hentet den store og alsidige Cohl Cabral (6’5”, 300lbs) til. Netop Cabrals alsidighed værdsættes højt af OL-coach Aaron Kromer, som sætter en stor vigtighed i, at man skal kunne spille flere positioner på den offensive linje. Med undtagelse af LT Andrew Whitworth, som heldigvis tager i hvert fald én sæson mere i hornene, er dette tilfældet for alle spillere på Rams’ o-line p.t. Cabral startede karrieren for Arizona St. som left tackle, men rykkede over på center-positionen til sine to sidste sæsoner, hvor Cabral også har været valgt som en af holdets kaptajner. Cabrals styrke er helt klart pass protection, hvor han er rigtig solid og tager kloge beslutninger, hvorimod han skal arbejde lidt mere med sin effektivitet på blokeringer nede af banen i løbespillet. Cabral har en god chance for at tilkæmpe sig en backup-rolle hos Rams – eller i værste fald en plads på practice squad. Konkurrencen er overkommelig, da der ikke er hentet særlig mange nye spillere til, og som noget nyt til denne sæson må holdene nu have 55 aktive spillere på rosteren frem for de normale 53. Det er sandsynligt, at en af de ekstra pladser vil gå til en offensiv linjemand.

  • DE ERIC BANKS, UT San Antonio

Den store defensive lineman Eric Banks (6’5”, 270lbs) havde en god college-karriere for San Antonio Roadrunners med 81 tacklinger, 20,5 tackles for loss, 7,5 sacks, fem forced fumbles og én recovery i 48 kampe over fire år. Klarer Banks det godt under training camp, har han bestemt en mulighed for at komme i spil til roster-plads. For ligesom det er tilfældet med den offensive linje, er den defensive heller ikke særligt dyb. Specielt er rollen som backup til Michael Brockers som defensive end helt åben og kan meget vel komme til at stå mellem de undraftede free agents. Banks har en god relation til Rams’ defensive line coach Eric Henderson, som trænede ham i San Antonio i 2016. Som en kuriositet har Eric Banks sjovt nok også erfaring som high school quarterback.

Opdatering: d. 15.05.20 bragte rams DE Morgan Fox tilbage på positionen, så det har gjort kampen om pladserne lidt sværere for disse undraftede free agents på DE-positionen.

  • DT MICHAEL HOECHT, Brown

Som nedenstående highlights tydeligt viser, dominerede canadiske Michael Hoecht (6’4”, 310lbs) overalt på den defensive linje hos Brown University. Han har fysikken til at spille indvendigt, men Hoecht er også i besiddelse af rigtig gode atletiske evner, så han sagtens kan pass rush’e fra end-positionen også (han viste en imponerende 40 yard tid på 4.65 til hans virtuelle Pro Day). Hvor Rams ser ham bedst placeret, må tiden vise, men hans alsidighed er i hvert fald en af hans største forcer. På de fire år for Brown Bears blev det til 174 total tackles, 29,5 tackles for loss, 16,5 sacks, to forced fumbles, fire fumble recoveries og et blocked kick (jeg har set lidt forskellige tal, men disse er ifølge Brown Bears’ egen hjemmeside).

  • DE SAM RENNER, Minnesota

Sam Renner (6’4”, 275lbs) har kæmpet med to alvorlige knæskader siden sin seniorsæson i high school og fik først for alvor chancen i 2019 – sin sidste college-sæson hos Minnesota Gophers. Han fik mest muligt ud af den chance med 43 total tackles, 8,5 tackles for loss, fem sacks og fire deflections. Det fine spil, og Renners positive udvikling, fik flere hold til at tilbyde ham en kontrakt som UDFA efter draften, og her Renner valgte i sidste ende Los Angeles Rams, hvor han vil være et godt fit som backup defensive end/5-technique i Rams’ 3-4 system – hvis han altså kan tilkæmpe sig en rolle.

  • DE JONAH WILLIAMS, Weber State

Modsat Sam Renner herover har Jonah Williams (6’5”, 275lbs) fået masser af spilletid i løbet af sin college-karriere. For Weber State Wildcats blev det til alt i alt 194 total tackles, 28 tackles for loss, 15 sacks, fire deflections, tre forced fumbles, tre recoveries og tre blocked kicks over fire fulde sæsoner. På baggrund af de fine præstationer var Williams projekteret til at blive valgt i syvende runde af årets draft. Det skete ikke, men til gengæld fik Rams fat i ham som UDFA. Han er stærk, tough og har udviklingspotentiale som 3-4 defensive end, hvor han vil indgå i en spændende konkurrence om pladser på roster og practice squad.

  • ILB BRYAN LONDON II, Texas State

Bryan London II (6’2”, 232lbs) var ikke blandt de oprindelige 20 UDFA’s, som Rams annoncerede. Men et par dage efter dukkede hans navn pludselig op på the wire. Rams måtte fritstille LB Jeff Holland for at få plads på 90-mands rosteren til London. At ramme rigtigt med en undrafted free agent, som Rams gjorde med ILB Cory Littleton i sin tid, er noget, alle hold håber på. Det sker ikke særlig ofte. Men mindre kan dog også gøre det, og London kunne godt gå hen og følge Littletons vej ind på holdet. I første omgang qua sit store potentiale på special teams. London spillede rigtig godt i college-rækkerne – omend for et ganske lille universitetshold, Texas State Bobcats i Sun Belt konferencen. Her blev det i 48 kampe til 459 total tackles (skole- og konference-rekord), 25,5 for loss, en interception, et sack og 12 deflections, seks forced fumbles og to recoveries. Han er i besiddelse af en fantastisk arbejdsmoral; kan spille alle linebackerpositioner; er en tackle-maskine og kan forsvare både mod løb og kast. Det skal nok blive spændende at følge kampen på linebacker-positionerne.

  • ILB DANIEL BITULI, Tennessee

Heller ikke Daniel Bituli (6’2”, 246lbs) var blandt de første tyve UDFA’s, men blev hentet til i samme ombæring som Bryan London. Bituli er født i Den Demokratiske Republik Congo og kom til USA som tre-årig. Han er en old-school, aggressiv og hårdfør linebacker, som har sin force mod løbet. Han er stærk og har en rigtig god størrelse – men han mangler fart i stængerne og er begrænset på sine atletiske evner. Bituli var tackle-leader for Tennessee Volunteers de sidste tre sæsoner og har gennem sin college-karriere samlet 266 total tackles sammen med 14,5 tackles for loss, fire sacks, seks deflections, to forced fumbles, et blokeret punt til TD og en 97 yard pick-six. Los Angeles mistede jo Cory Littleton i free agency, og man valgte ikke at re-signe Bryce Hager. Rams adresserede endvidere først sent positionen i draften med valget af Clay Johnston i syvende runde, så det er bestemt muligt for både London og Bituli at klatre op af depth charten og tilkæmpe sig en rolle på holdet – hvis de kan imponere under training camp og preseason. Bituli vil på trods af sine begrænsninger godt kunne bruges i visse defensive pakker, hvis han i første omgang ellers kan skabe sig en rolle på special teams.

  • LB CHRISTIAN ROZEBOOM, South Dakota State

Jeg kunne godt forestille mig, at Christian Rozeboom (6’2”, 228lbs) er hentet til som potentiel outside linebacker. Rams er tyndt besat på positionen, efter at man sagde farvel til veteranen Clay Matthews i free agency. Lige nu vil jeg gætte på, at det primært er den nye mand Leonard Floyd og så Samson Ebukam, som man ser som de mest oplagte SAM-linebackers i 2020. Så der kunne bruges dybde her. Rozeboom har i hvert fald potentialet qua sine atletiske evner, og han har i college fungeret rigtig fint i opdækning – også af receivere i ny og næ. Hos South Dakota Jackrabbits var han manden i midten og den ubestridte stjerne på forsvaret. Med hele 475 tacklinger over sine fire college-sæsoner slog han franchise rekorder som en af de bedste defensive spillere i SDSU’s historie. Ud over de mange tacklinger, hvor 29 af dem var tackles for loss, havde Rozeboom otte interceptions (to til TD), 16 deflections, seks sacks, otte forced fumbles, seks recoveries og ét blocked kick.

  • EDGE GREG REAVES, South Florida

Greg Reaves (6’2”, 241lbs) er først og fremmest alsidig og har hos South Florida Bulls høstet erfaring som både som middle linebacker, edge rusher/outside linebacker og defensive end. Det er som EDGE, at han vil komme til at konkurrere i L.A. Hvis den nye mand Leonard Floyd primært kommer til at husere som strongside LB, er rollen som weakside edge-rusher rimelig åben, efter at Rams mistede Dante Fowler i free agency. Reaves kommer nok primært til at skulle kæmpe med Ogbonnia Okoronkwo, rookie Terrell Lewis, Justin Lawler og Jachai Polite om pladserne. Obo og Lewis er favoritter til at tage to af dem, men herefter er alt åbent, som jeg ser det. Reaves har et hurtigt first step og spiller med stor intensitet. I sin karriere for Bulls blev det til 210 total tackles, 30,5 for loss, 8,5 sacks, en INT, syv deflections, en forced fumble og tre recoveries i 45 kampe.

  • S JUJU HUGHES, Fresno State

De sidste fire undrated free agents, som Rams hentede til i denne omgang, er defensive backs. Juwuane ‘Juju’ Hughes (5’11”, 188lbs) var primært strong safety hos Fresno State Bulldogs, hvor han spillede i alle 52 opgør med 247 total tackles, 9,5 for loss, syv interceptions, 22 deflections, ét sack, en forced fumble og en recovery. Safety er faktisk en rimelig dyb position hos Rams, så Hughes får ikke let ved at tilkæmpe sig en rosterplads. Han kan nok i bedste fald håbe på en plads på practice squad, medmindre han virkelig blæser trænerne bagover under training camp og preseason.

  • CB DAYAN GHANWOLOKU LAKE, BYU

Dayan Ghanwoloku Lake (5’11”, 200lbs) kom til USA fra krigshærgede Liberia som fem-årig. Lake var corner i highschool og har spillet både safety og cornerback for BYU Cougars. Lake er lynhurtig, atletisk og eksplosiv. Han er alsidig og blev brugt som et våben i alle tre faser af spillet (han løb eksempelvis for et TD i 2019). Lake har bare en næse for bolden, og han har stået for en mængde turnovers hos BYU. Det er blevet til 207 total tackles, 10,5 for loss, to sacks, syv interceptions (én til TD), tre forced fumbles og syv recoveries. Rams gik ind til draften med et need på cornerback-positionen; særligt efter at de sagde farvel til Nickell Robey-Coleman. Den rolle som nickelback fik man måske udfyldt med valget af safety Terrell Burgess i tredje runde, men rene cornerbacks til dybden og som backup blev det ikke til i første omgang. Derfor vil der, især på corner-positionen, være et par pladser på roster/practice squad at kæmpe om for nogle af disse sidste håbefulde DB-prospects. Special teams er vejen ind på holdet, og her er Lake mere end villig til at bidrage.

  • CB TYRIQUE McGHEE, Georgia

Den atletiske cornerback fra Georgia Bulldogs, Tyrique McGhee (5’10”, 187lbs), har døjet med en del skader gennem high school og i sin college-karriere, som har gjort, at han har misset fem kampe de sidste to år. Men McGhee har alligevel formået at skabe sig en solid rolle på et af de bedste forsvar på det niveau – omend ikke som fast starter. Det er blevet til 59 total tackles, én tackle for loss, 0,5 sacks, to interceptions og to forced fumbles.

  • CB LEVONTA TAYLOR, Florida State

Levonta Taylor (5’10”, 190lbs) blev anset som en af de bedste cornerbacks, da han kom ud af highschool, men han levede ikke op til forventningerne. En del skader har i nogen grad været medvirkende årsag til, at hans college-karriere for Seminoles ikke forløb som planlagt. 90 total tackles blev det til, samt 5,5 tackles for loss, ét sack, fire interceptions (to til TD), ti deflections og en forced fumble. Taylor er talentfuld, hurtig og alsidig: han kan dække outside, i slot eller spille safety. Han er ikke så høj og har ikke den store rækkevidde, men når man læser om ham, får man det indtryk, at Taylor kan vise sig at være denne UDFA-klasses diamond in the rough. Taylor er god i run-support, og det bedste fit fremadrettet er måske som press-corner i slotten.

(Featured image: QB Bryce Perkins – credit: Jeff Romane / www.virginiasports.com)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.