Mike Singletary tilføjes trænerstaben

Mike Singletary tilføjes trænerstaben

(Photo credit: Nam Y. Huh / AP Photo)

Los Angeles Rams har ansat den intense, karismatiske (og til tider direkte små-tossede) tidligere spiller og head coach Mike Singletary til trænerstaben.

Singletarys rolle er endnu ikke defineret. Lige nu lyder jobbeskrivelsen som rådgiver for forsvaret, men med sin fortid giver det rigtig god mening, at Singletarys fokus rettes mod linebacker-positionen, hvor han får mulighed for at overse udviklingen af især Alec Ogletree, der jo er ny i rollen som middle linebacker efter James Laurinaitis. En position “Samurai Mike” Singletary selv spillede som en af historiens allerbedste under nyligt afdøde Buddy Ryan (og Mike Ditka) i Chicago Bears, hvor han blot missede to kampe i en imponerende 12-årig karriere. Han blev bl.a. valgt til Pro Bowl 10 gange, kåret som Defensive Player of the Year to gange, og blev indlemmet i Pro Football Hall of Fame i 1998.

Det er også fra tiden i Bears at Mike Singletary og Jeff Fishers venskab begyndte. Først som spillere der blev drafted samme år, og senere da Fisher blev assistent-træner for forsvaret en enkelt sæson i 1985 (året Bears vandt Super Bowl XX), da Fisher tidligt måtte lægge karrieren på hylden pga skader.

Som træner har Singletary især haft stor succes som linebacker coach for et stærkt Ravens forsvar med Ray Lewis i front i 2003 0g ’04, hvorefter han som bekendt fortsatte karrieren hos Whiners. Først i samme rolle og senere som head coach efter Mike Nolan blev fyret i 2008. Rollen som head coach var svær for Singletary, og han opnåede aldrig den succes han forventede af holdet og ham selv. Han blev fyret i 2010, og fortsatte derefter som LB-coach og HC-assistent hos Vikings i ’11, ’12 og ’13-sæsonen.

Siden har Singletary været ude af NFL, men nu giver Jeff Fisher ham muligheden for at kickstarte karrieren i Californien. Muligheden for at gøre det han er bedst til; som motivator og hands-on players coach for en ung linebacker-gruppe. Lad os håbe han kan bidrage positivt og udvikle Ogletree som en solid klippe i forsvaret, som han gjorde med Ray Lewis og Patrick Willis!

 

Comments are closed.