Rams trader sig til HB Sony Michel

Rams trader sig til HB Sony Michel

Los Angeles Rams har tradet sig til hjælp på runningbackpositionen. 26-årige Sony Michel (5’11”, 215lbs) kommer til Rams gennem en handel med New England Patriots, som modtager et femte og et sjetterunde-pick i 2022 — eller et fjerderundevalg betinget af, at Rams får et kompensationsvalg for tabet af S John Johnson i free agency.

Opdateret d. 29.08.21: Løsningen skitseret ovenover var lige kreativ nok iht. nye regler. Derfor blev der i sidste ende i stedet tale om et 6. runde i 2022 og et 4. runde i 2023. En smule dyrt måske, men man kan ende med at få noget tilbage, hvis man mister Michel i free agency næste offseason.

Rams mistede jo allerede umiddelbart inden training camp deres startende HB Cam Akers. Ham havde man ellers store forhåbninger til, men han rev altså sin akilles over og er dermed ude for sæsonen.

Derpå mistede man backup runningback og kick returner Raymond Calais under preseasonkamp nr. to. Han brækkede foden og er også ude for sæsonen.

HB Darrell Henderson døjer med småskader – og har faktisk gjort det gennem sin karriere. Henderson har bestemt talent, har vist gode takter tidligere og vil helt sikkert stadig få en stor rolle for Rams i 2021-22. Men der har eksisteret en reel usikkerhed hos trænerstaben på, om Henderson kunne forventes at kunne bære læsset som primær workhorse runningback gennem en hel sæson.

Med de uerfarne backups Xavier Jones, rookie Jake Funk og UDFA Otis Anderson som eneste øvrige muligheder på rosteren, havde man altså brug for forstærkning. Nu har man så klogeligt tilføjet noget hjælp til positionen i form af HB Sony Michel fra New England Patriots. Michel er stadig ung og går ind i sin blot fjerde sæson (sidste kontraktår). Han har virkelig god erfaring fra de store kampe, hvor han jo bl.a. (desværre!) scorede det afgørende TD mod vores Rams i Super Bowl LIII. Siden han blev valgt som nr. 31 i første runde af 2018-draften, har Michel løbet for 2.292 yards og 14 touchdowns med 26 receptions for 258 yards og ét touchdown som en del af en runningback-komité i New England. Michel kan i år vise sig at blive en rigtig god tilføjelse som komplimentær-back til Henderson. Det håber man i hvert fald. Han er bedre nord-syd og kan sandsynligvis blive den primære goal-line back, mens Henderson kan gøre, hvad han gør bedst, uden at risikere at blive overbelastet. Michel og Hendo kan ende med at fungere som et rigtig fornuftigt one-two punch for Rams’ angreb!

Michel kender i øvrigt Rams’ runningbacks coach Thomas Brown fra sine collegedage hos Georgia.

Michel har dog aldrig levet op til sin draftposition, og som en anden tidligere Georgia-runningback vi kender godt her i Rams-land, har også Michel døjet med skader gennem starten på sin karriere (knæ, triceps etc.). Men han har set god og frisk ud her i preseason, og jeg tror altså, at det er en ganske fornuftig handel, når nu skaderne har decimeret positionen, som de har.

Velkommen til L.A. og velkommen i hornene, Sony Michel! \m/

GO RAMS!

(Featured image: HB Sony Michel (26) – credit: Kyusung Gong / Associated Press)

Comments are closed.