Preview Week 17: Rams vs. Cardinals
Los Angeles Rams (8-7) vs. Arizona Cardinals (5-9) d. 29.12.19, kl. 22:25
Julen er overstået; nytåret står for døren. I NFL-verdenen betyder det, at vi i denne weekend allerede skal afslutte den allersidste spilleuge i denne regulære sæson.
Efter det store flytteprojekt rent personligt kan jeg nu omsider begynde at tage mig lidt tid til football i weekenderne igen – blandt andet til at skrive optakter!.. Og så kan Rams ikke engang kvalificere sig til slutspillet længere?! Det er sgu da ærgerligt…
Det spinkle håb om slutspillet blev for Los Angeles Rams endeligt slukket i sidste uge med det bitre nederlag til Whiners i en ellers velspillet og spændende kamp.
Uanset resultatet af denne uges sidste kamp ender Rams altså med en skuffende tredjeplads i NFC West i 2019-sæsonen. Efter at have taget divisionstitlen i sine to første sæsoner som L.A. Rams’ head coach er Sean McVay altså nu kommet ned på jorden igen. Whiners kan (hvis de vinder over Seahawks natten til mandag) til gengæld tage titlen for første gang siden 2012. Både Whiners og Seahawks er sikre på deltagelse i årets slutspil, mens Cardinals ender sæsonen sidst i tabellen.
Hvad gik galt og hvad nu?:
Det har været en helt vildt frustrerende sæson for Rams ovenpå sidste års Super Bowl-nederlag. Vi har været vidne til ekstremt svingene spil hele året. Eksempelvis fra QB Jared Goff (RTG 84.8, 62.8%, 4319yds, 19TD, 16INT, 36 rush. yds, 2RTD), som i perioder har haft det rigtig svært. Den ene uge kan han således ligne en rookie, der ikke hører til, hvorefter han ugen efter viser Pro Bowl-takter. Selvom spillet er blevet bedre mod slutningen af sæsonen, forventer vi med rette bedre og mere konsekvent spil af en franchisequarterback i Goffs lønningskategori. Et godt eksempel på ovenstående var den skæbnesvangre pick-six han kastede i sidste uge mod Whiners. På trods af at han i stort set resten af opgøret var fejlfri, bliver det alligevel en dum beslutning, der får afgørende betydning i sidste ende… Problemerne i år skal dog ikke lægges på Goffs skuldre alene. Den offensive linje har haft det svært hele sæsonen; først og fremmest i fraværet af veteranerne LG Rodger Saffold og OC John Sullivan. Efterfølgende skader til erstatningerne har gjort det vanskeligt at opbygge kontinuitet, hvilket hele angrebet har lidt under. HC Sean McVays manglende commitment til HB Todd Gurley – og løbespillet i det hele taget – har ydermere været til stor skade for holdet. Hele situationen omkring Gurleys knæ-problemer er blevet grebet helt forkert an, og, efter min mening, har den forkerte håndtering af Gurley været en stor del af forklaringen på Rams’ skuffende 2019-sæson. McVay og den øvrige trænerstab har også deres del af ansvaret med periodevis ringe spilkald og strategi – og i en sæson, hvor også skadessituationen generelt har udfordret mere, end vi er blevet vant til de seneste par år, har alle disse udfordringer samlet set været for uoverkommelige for holdet.
Fremadrettet står Los Angeles Rams nu over for nogle ret store problemstillinger. Man har igen byttet mange af sine høje draftvalg væk og har ikke meget plads på cappen efter at have forlænget med bl.a. DL Aaron Donald, HB Todd Gurley, RT Rob Havenstein, WR Brandin Cooks og QB Jared Goff over de sidste par år. Der skal altså tages nogle svære beslutninger i den kommende offseason, da man fx ikke vil kunne bringe alle sine egne dygtige free agents tilbage. Spillere med kontraktudløb tæller bl.a. EDGE Dante Fowler Jr., DL Michael Brockers, ILB Cory Littleton, K Greg Zuerlein, LT Andrew Whitworth og G/C Austin Blythe. Derudover går den nyerhvervede Pro Bowl cornerback, Jalen Ramsey, ind i sit sidste kontraktår og skal også have sin del af kagen på et tidspunkt. Derfor vil man givetvis blive nødsaget til at fritstille – eller bytte – nogle dygtige spillere væk pga. økonomien. Såkaldte cap-casualties. FS Eric Weddle er en oplagt kandidat til at blive cuttet, men der vil helt sikkert være andre, mere high profile-spillere i farezonen, hvis produktion og talent kan blive sværere at erstatte…
Andre mulige store forandringer i den kommende offseason tæller formentlig en ny defensiv koordinator. Wade Phillips er efterhånden en gammel mand på 73 år, og hans kontrakt udløber efter sæsonen. Jeg synes Phillips har gjort det godt i sin tid i Los Angeles, men et friskt pust kan også vise sig at blive positivt.
Ugens opgør:
Det er en ringe trøst, men ugens kamp mod divisionsrivalerne fra Arizona har alligevel noget at byde på, inden vi for alvor skyder offseason igang. Ud over at en sejr vil sikre L.A. Rams en vindende sæson, så er det sørme også ved at være tid til, at vi skal sige farvel og pænt tak for lån af den fantastiske midlertidige hjemmebane Los Angeles Memorial Coliseum. Farvel og tak for de sidste fire sæsoner! De traditionsrige og sagnomspundne rammer har siden 2016 gjort det rigtig godt som en passende og flot kulisse til Rams’ længe ventede tilbagevenden til Los Angeles – men nu er det altså endegyldigt slut. Fra næste sæson rykker Rams ind i deres nye permanente faciliteter: det såkaldte SoFi Stadium. Stadionprojektet er et ambitiøst og nyskabende projekt i sig selv, men det bliver bare en del af det kæmpestore, ultramoderne underholdningskompleks, som ejer Stan Kroenke bygger ude i Inglewood, Californien.
Med en ny rookie head coach i Kliff Kingsbury samt en rookie quarterback, Kyler Murray, har Arizona Cardinals, ganske som forventet, haft en sæson i genopbygningsfasen. Selvom den også har været svær til tider, er der bestemt positive takter at bygge videre på. De sidste to opgør i særdeleshed, med sejre over Browns og stærke Seahawks, giver håb om fremtiden i Arizona. Med en god afslutning mod Rams, kan de gå tilfredse i gang med deres offseason.
Sidst de to mandskaber mødtes (så sent som i trettende spilleuge) blev det dog til en storsejr til et for en gangs skyld yderst velspillende Los Angeles mandskab uden grus i maskineriet. Sejren på 34-7 blev til på baggrund af et godt løbespil og en særdeles velspillende Jared Goff. Her completede han 32 af 43 kast for 424 yards og to touchdowns til en rating på 120,7 og Goff blev efterfølgende kåret som ugens offensive spiller i NFC. Lad os gerne få en gentagelse heraf som afslutning på 2019-sæsonen.
Skader, opstilling og transaktioner:
L.A. Rams går ind til denne sidste spilleuge med at være tyndt besat på cornerbackpositionen. Jalen Ramsey er dømt ude med en knæskade, og Troy Hill er stærkt tvivlsom. Hill blev opereret i tommelfingeren efter en skade mod Cowboys. Backup Darious Williams får dermed meget mere at se til, ligesom vi må forvente, at rookie David Long Jr. nok også får en chance her i årets sidste kamp – især hvis Hill også er ude.
Rookie backup-runningback Darrell Henderson er dømt ude med en ankelskade.
Et par transaktioner på practice squad hos Rams her de sidste par uger: ILB Dakota Allen er igen blevet hapset. Denne gang til Jaguars’ aktive roster. ILB Jeff Holland (tidl. Broncos) er hentet til i hans sted. EDGE Landis Durham er røget på IR og erstattet af UDFA-rookie WR Greg Dortch.
Hvis Charles Clay (læg) ikke kommer på banen mod Rams, bliver Cardinals tynde på tight end. Murray er ikke i fare for at misse kampen – han har vist figureret som questionable med den samme fiberskade lige siden før Rams mødte dem sidst…
Konklusion:
Et stort tak for i år skal der lyde herfra Los Angeles Rams Denmark! Det har været en sand fornøjelse! Godt nok har det været mit mindst aktive år her på siden. Særligt her sidst på sæsonen har det været svært at finde den tid, der skal til. Det beklager jeg. Jeg forventer, at der bliver lavet om på det her i offseason og selvfølgelig i den kommende 2020-sæson. Med nye rammer, nye uniformer og potentielt en hel masse andre forandringer (coaches, free agents, trades og cap casualties – se ovenover) skal der bestemt nok blive noget at skrive om!
Med håbet om et meget bedre 2020 for vores Rams: Skål og rigtig godt nytår!
GO RAMS!
(Featured image credit: therams.com)