Preview Week 6: Rams @ Lions
Los Angeles Rams (3-2) @ Detroit Lions (2-3) d. 16. okt. 2016 kl. 19:00
(Photo credit: Chris Lee / St. Louis Post-Dispatch)
Indledning:
Los Angeles Rams starter i denne uge en svær to-ugers udebane-stime, der kommer til at generere mange kilometer på deres “frequent-flyer-miles”-konti. Først til østkysten hvor de i den tidlige kamp i aften skal møde Lions på Ford Field i Detroit, hvorefter de mandag rejser helt til London, hvor Rams i næste weekend møder New York Giants på Twickenham Stadium.
Aftenens kamp er et rematch af kampen mod Lions i december sidste år, hvor Rams i St. Louis vandt 21-14 på baggrund af rigtig flotte præstationer af HB Todd Gurley (140 yards og 2 TDs) og DT Aaron Donald (3 sacks).
Rams tabte i søndags en ærgerlig kamp over Bills, og er ret skadesplaget på den defensive linje samt i deres secondary. Rams er således droppet ned på en foreløbig andenplads i divisionen.
Også Lions har skader på vigtige positioner, men vandt i sidste uge over et godt Eagles hold efter at have tabt tre i træk. En kærkommen sejr der holder Lions inde i kampen om NFC North, hvor Vikings og Packers ellers hurtigt kan trække fra.
Ugens opgør:
I Detroit er det selvfølgelig stadig QB Matthew Stafford der styrer tingenes gang på angrebet. Han har haft en god start på 2016-sæsonen (QBR 99.6, 68%, 1378yds, 10TDs, 4INTs). Rams skal finde ud af at lukke løbet ned og skabe et fornuftigt pres på Stafford for at tvinge ham til at begå fejl – præcis som det var tilfældet i sejren i sidste sæson. Det skal de dog gøre med en decimeret defensiv linje, der, især i første halvleg sidste uge, havde svært ved at overkomme skaderne til de tre startere Hayes, Brockers og Quinn.
Lions har forsøgt at erstatte deres tidligere superstjerne på receiverpositionen Calvin Johnson med et par nye navne. Marvin Jones Jr. er kommet til fra Cincinatti efter tre år dér. Han har været en succes, og fører lige nu ligaen i receiving yards med 519 samt 3 TDs. Derudover er Anquan Boldin (21rec/184yds, 2TDs) hentet til, som vi Rams-fans jo kender alt for godt især fra hans tid i Arizona og senest San Francisco. Sammen med Golden Tate (17rec/134yds) danner de en god receiving trio, og Detroits offensive koordinator, med det mundrette navn Jim Bob Cooter, mener tilmed, at QB Matt Stafford er en bedre quarterback uden Megatron. Stafford elsker også at kaste til sin tight end Eric Ebron (18rec/210yds, 1TD) og sine running backs. Dér er Lions dog udfordret af skader frem mod denne kamp. Mere om det senere.
Det bliver svært at holde Stafford og receiverne i skak, da Rams, ud over på den defensive linje, også er også udfordret i deres secondary, hvor deres bedste cornerback Trumaine Johnson er ude med en forstuvet ankel. E.J. Gaines, der lige er kommet tilbage fra sit langvarige skadesforløb, og UDFA Troy Hill skal holde tungen lige i munden, for ikke at blive brændt af det effektive passing attack. Især må man forvente, at Hill vil blive testet tidligt og ofte.
Lions’ forsvar er ganske solidt, og har fx ikke opgivet et rushing touchdown i år. Dog burde det på papiret være det svageste forsvar, Rams har mødt indtil nu. Selvom de altså er stærke mod løbet i red zone, er Lions blot nr. 31 i ligaen i rushing yards tilladt pr. løb – så der burde altså kunne blive mere plads til HB Todd Gurley (105car/288yds, 3TDs, 11rec/94yds), som jo har haft en mildt sagt skuffende start på sæsonen. Kommer Gurley ikke i gang i denne kamp, er der efter min mening for alvor grund til bekymring. Den offensive linje har de sidste 2-3 kampe forbedret deres pass blocking, men deres evne til at blokere for Gurley, har været overraskende elendig i år. Det burde ellers være deres styrke.
Også Detroits forsvar er plaget af et par skader, men især FS Glover Quin (22tt, 2def, 1INT) og CB Darius Slay (18tt, 1sack, 6def, 1INT, 1ff) spiller godt i år.
De næste to kampe kan blive ekstremt vigtige for Rams’ QB Case Keenum (QBR 75.4, 57.9%, 1096yds, 4TDs, 5INTs). Selvom kasteangrebet er blevet forbedret en anelse (man har formået bedre at udnytte modstandernes store fokus på at stoppe Todd Gurley), laver Keenum stadig alt for mange fejl i kritiske situationer. Det er bare tydeligt, at han ikke har armen og overblikket til konsekvent at udfordre modstanderne på ydersiden. Fortsætter det middelmådige spil, og taber man i Detroit og London, burde man helt klart efter min mening give plads til den unge Jared Goff i uge 9 efter bye-week.
Skader, opstilling og transaktioner:
Rams’ aktuelle skadessituation kan som sædvanlig følges her:
Skader til tre startere på den defensive linje viste sig i sidste uges kamp mod Bills at være for svært at overkomme på trods af habile backups. Rams kan dog få en eller flere af dem tilbage i aften. Det går fremad for dem alle tre, men især DT Michael Brockers har en god mulighed for at starte. De er alle questionable på skadesrapporten, men Quinn og Hayes bliver game-time decisions, hvor Quinn er den mest sandsynlige af de to.
CB Trumaine Johnson er som skrevet tidligere dømt ude. Han erstattes af UDFA Troy Hill i lineup’en. Da man op til sidste uges kamp fritstillede Coty Sensabaugh, var man med Johnsons skade pludselig ekstremt tyndt bemandet på positionen. Derfor hentede Rams CB Dwayne Gratz til holdet – først og fremmest som back-up og special teams spiller. Gratz var netop blevet fyret fra Jacksonville Jaguars, hvor han havde spillet sine første tre sæsoner.
Startende RG Cody Wichmann led også en ankelskade mod Buffalo. Han trænede begrænset med i fredags efter at have siddet ude hele ugen. Bliver han ikke klar, starter Jamon Brown i hans sted.
WR Brian Quick (11rec/204yds, 3TDs) dukkede op på skadesrapporten i fredags med en lægskade. Bliver han ikke klar, vil det betyder en større rolle til rookie WRs Pharoh Cooper og Michael Thomas samt måske sæsonens første aktioner for UDFA Nelson Spruce.
For Lions er HB Theo Riddick dømt ude. Med Ameer Abdullah på IR og back-up Dwayne Washington questionable med en ankelskade, kan det give problemer i løbespillet. Lions har signet Justin Forsett, som lige er blevet cuttet fra Ravens, og han kan altså allerede komme til at få en stor rolle i aftenens kamp. Han vil dele snaps med Zach Zenner.
Også startende TE Eric Ebron er dømt ude af kampen mod L.A. Rams. Et vigtigt våben for Stafford, der nu må nøjes med rookie Cole Wick og veteranen Clay Harbor, som også er ny på holdet.
De to startende guards Laken Tomlinson og Larry Warford er derudover questionable med henholdsvis nakke- og hofteskader. Især Warford er tvivlsom.
På forsvaret er den store mand i midten, DT Haloti Ngata, ude med en skulderskade, mens LB DeAndre Levy også må se på fra sidelinjen med en knæskade.
Pass rush specialisten DE Ezekiel Anzah har været begrænset på træningsbanen ugen igennem, og er questionable.
Altså en lang skadesliste for Detroit, der kan give Rams en hjælpende hånd i aften.
Konklusion:
En gentagelse af sidste års kamp mod Lions vil ikke være af vejen. Presset på Stafford skal gentages, hvis Rams skal have en chance mod det effektive Lions angreb.
Derudover skal Rams’ eget offense – i særdeleshed løbespillet – gerne komme i gang mod Lions. QB Case Keenum skal begrænse sine alvorlige fejl og turnovers – ellers risikerer han sandsynligvis, at må se sin rolle som starter forsvinde ud af hænderne på ham om et par uger. Jo flere fejl Keenum laver, og jo flere kampe Rams taber, jo tættere kommer Jared Goff på starterrollen. Sådan burde det i hvert fald være.
En sejr er dog slet ikke umulig, da Lions også er skadesplaget på flere positioner. Men det er en tidlig udekamp på østkysten, hvilket på grund af tidsforskellen kan give problemer.
Taber Rams mod Lions ryger de tilbage på .500 inden kampen mod Giants i London på søndag. En sejr vil derimod fjerne noget af presset på Keenum og Co., og gøre den lange rejse noget mere behagelig med en 4-2 record i bagagen.
Kampen mod Giants skal jeg til London og se, hvilket giver mindre tid til skriveriet. Derfor bliver dette den sidste optakt jeg får skrevet inden kampen mod Carolina Panthers hjemme i L.A. i uge 9.