Preseason Week 2: Rams @ Raiders
Los Angeles Rams (1-0) @ Oakland Raiders (0-1) d. 20. august kl. 04:00
Så er Rams’ training camp 2017 officielt et overstået kapitel, og årets anden preseasonkamp står for døren. Rams er rejst små 600 km nordpå og skal natten til søndag møde et potent hold i form af Oakland Raiders, der, indtil QB Derek Carr brækkede benet juleaften, var en seriøs contender i sidste sæson. Det bliver Raiders’ første kamp på hjemmebane, siden de fik godkendt deres planer om at flytte til Las Vegas i 2020. Det kan altså være nogle meget vrede fans, Raiders kommer til at opleve på lægterne i ‘The Black Hole’ på Oakland–Alameda County Coliseum.
Spilletid:
Raiders tabte i sidste uge 10-20 til Arizona Cardinals, men det var også uden en mængde af deres største profiler. Det bliver anderledes i nat, hvor bl.a. Derek Carr, der angiveligt er tilbage på 100%, får masser af spilletid. Raiders’ head coach Jack Del Rio udtaler, at starterne nok kommer til at spille et godt stykke ind i andet quarter. Eneste undtagelse er måske bysbarnet Marshawn Lynch, som Raiders jo ret taktisk smart fik lokket ud af pensionen her i offseason. Smart fordi dette ene fan-venlige træk i sig selv kan vise sig at lægge en dæmper på noget af fansenes skuffelse og vrede i denne sæson. Lynch har deltaget fuldt og helt i alle træningssamlinger, men det er ikke sikkert, at den tidligere Seahawks runningback får ret meget, om noget, spilletid mod Rams i aften. Raiders LT Donald Penn kommer i øvrigt slet ikke på banen i nat, da han, ligesom Rams’ DL Aaron Donald, også er utilfreds med sin kontraktsituation og er i gang med en holdout.
Rams’ nye head coach Sean McVay har udtalt, at Rams’ startere på begge sider af bolden også får væsentligt mere spilletid end i sidste uge. Optimalt ser han gerne førsteholdet på banen “…through the end of the first quarter”, hvilket betyder at vi nok som minimum kan forvente at se QB Jared Goff og Co. på banen i hele første quarter – og måske også et drive ind i andet quarter. Selvom McVay tidligere har givet udtryk for, at det er vigtigt, at HB Todd Gurley også får nogle flere snaps i preseason, end han eksempelvis gjorde sidste år, har jeg dog svært ved at forestille mig, at man vil spille ham ligeså meget som de andre i nat. Gurley kan altså være på et snap-count, og selvom de måske siger noget andet, vurderer jeg at dét også sagtens kan blive tilfældet for den nye WR Sammy Watkins.
Sammy Watkins’ lynkursus:
Watkins er jo splinterny i dette angreb og arbejder stadig på at gøre sig bekendt med terminologi og playbook – samt på at udvikle kemien mellem ham og Goff – og kan ikke forventes at være up-to-speed endnu. Men alle meldinger fra ugens camp er meget positive. Watkins har været yderst skarp og har virkelig set god ud. Han fanger tingene lynhurtigt og har blandt andre imponeret Goff, som udtaler at Watkins “er en speciel spiller”, og at en receiver af hans kaliber “er noget, vi ikke har set her i noget tid”. Jeg glæder mig til at se Watkins i en Rams uniform i nat og er spændt på, om han og Goff kan finde hinanden mod et rigtig dygtigt Raiders forsvar.
Watkins har i øvrigt, som du kan se, valgt trøjenummer 2. Men det er blot her i training camp og preseason, at det er tilladt for receivere at spille med en-cifrede numre på uniformerne. Watkins venter nok til cut-day for at se, hvilke numre der her bliver ledige, eller også arbejder han på at vriste sit yndlingsnummer, 14, fra QB Sean Mannion. Evt. med hjælp fra lidt kontant betaling.
Stadig plads til forbedring på O-Line:
Jeg glæder mig også til at se den startende offensive linje få mange flere snaps i denne kamp. Venstre side af linjen gjorde det godt mod Cowboys, men den højre var noget suspekt – især i løbespillet. Robert Havenstein fortsætter som right tackle, og Jamon Brown som right guard. Eksperimentet fra starten af offseason med at bytte rundt på de to er altså ovre, og det er planen, at den nuværende konstellation fortsætter ind i den regulære sæson. Derfor vil jeg rigtig gerne se bedre løbemuligheder til Gurley fra førsteholdets linje i nat, selvom de kommer på en svær opgave mod Raiders’ stærke defensive front.
Jo mere tid de fem brikker på en offensiv linje får sammen, jo mere velspillende og sammenspillet kan man også forvente, at den er. Derfor krydser jeg også alle mine små fede fingre og tæer for, at linjen holder sig skadesfri i år. Det er også ekstra vigtigt, når man ser på den manglende dybde bag starterne…
Trænerstab søger at begrænse og bekæmpe udbrud af Fumblitis:
Efter sidste uges fumble-fest fra Rams’ offense har ball security været et stort fokus under ugens træninger. Jeg forventer, at det kommer til at kunne ses på banen, at spillerne beskytter bolden bedre, og at alle de fumbles dermed bliver elimineret.
Training Camp Update:
Training camp er som skrevet slut for i år. Jeg fik ikke skrevet nogle updates i ugens løb, så her følger lige et par af de største overskrifter derfra:
- Mange cornerbacks er småskadede eller er blevet skånet i ugens løb (se skadesrapporten her). Men det har ikke forhindret forsvaret i at spille rigtig godt pass defense. Andre cornerbacks har fået mere spilletid og har steppet op med imponerende spil. UDFA rookie Dominique Hatfield, der også gør det godt på special teams, har således stået for tre interceptions i ugens løb fra QB Dan Orlovsky – der må være blevet godt træt af den unge corner. Også CB Troy Hill har haft gode aktioner, og UDFA Aarion Penton har udnyttet situationen positivt. Alt afhængigt af hvor mange af de småskadede CBs der skånes i nattens kamp, skal vi nok få set mere til bl.a. Penton og Hatfield, end vi gjorde i første kamp. Også safeties John Johnson og Cody Davis kom ud af ugen med gode picks, mens startende FS Lamarcus Joyner blot fortsætter med at spille godt på sin nye position.
- QB Jared Goff stod i starten af ugen for en del af de interceptions. Tre den ene dag og to den næste. Goff var mere aggressiv i sit spil, end han plejer at være. Han prøvede sig selv og sine grænser af, på en måde han (forhåbentlig) ikke kommer til at gøre under gameday, men skal selvfølgelig være mere påpasselig med bolden alligevel. McVay roser dog måden han kom tilbage på efter de middelmådige dage, hvilket er positivt og tryghedsskabende.
- Rookie WR Josh Reynolds er tilbage fra sin lårskade og har set rigtig god ud i ugens løb. Jeg glæder mig til at bevidne hans rigtige debut i hornene på andetholdet i nat.
- De to tight ends Tyler Higbee og rookie Gerald Everett fortsætter den gode stil på træningsbanen – især deres evner som receivere i red zone er McVay godt tilfreds med. Nu mangler det bare at blive overført til kamp-situationer. Jeg synes de begge havde nogle problemer med run blocking i sidste uge – hvilket jo også er et vigtig ansvarsområde for en tight end, og et aspekt af spillet som jeg derfor håber, at de arbejder hårdt på at forbedre.
Jeg er som sædvanlig max klar på twitter og facebook kl. lidt i fire i nat! God fornøjelse med Raiders-kampen derude, og…
GO RAMS!
(Featured image: QB Jared Goff (16) – credit: Sean M. Haffey / Getty Images)