‘Bones’ fortsætter karrieren hos Cowboys

‘Bones’ fortsætter karrieren hos Cowboys

Selvom det endnu ikke er officielt annonceret, lader det til, at John Fassel, Rams’ special teams koordinator gennem en årrække, fortsætter karrieren i samme rolle som en del af den trænerstab, som den nye head coach for Cowboys, Mike McCarthy, er ved at samle i Dallas.

Et slag der, i hvert fald hos mig, mærkes endnu hårdere end tabet af Wade Phillips den anden dag.

John ‘Bones’ Fassel har været special teams koordinator for Rams siden 2012. I St. Louis samlede og udviklede han kernen af den succesfulde special teams enhed – bestående af kicker Greg Zuerlein (draftet i 6. runde, 2012), punter Johnny Hekker (UDFA rookie, 2012) samt long snapper Jake McQuaide (UDFA rookie, 2011) – som har været sammen lige siden. Fassel har alle dage, med kreativitet og stort mod, stået i spidsen for en enhed, som man altid fulgte med stor spænding og opmærksomhed, når den kom på banen – for alt kunne ske! En enhed som gennem årene har produceret et hav af store og vilde minder, da et trick-play, i Fassels optik, altid var en god mulighed for at sætte lidt skub i sagerne. Og guderne må vide, at det var der ofte brug for med det elendige angrebsspil, som Rams kunne stille med under Jeff Fisher! De fleste sæsoner, også i de mange middelmådige år under Fisher, har Bones’ ST-enheder altså udvist høj kvalitet og været flot rangeret i statistikkerne.

Bones har også fået prøvet kræfter som midlertidig head coach efter fyringen af Jeff Fisher sidst i 2016, og Sean McVay beholdt ham klogeligt på sin stab, da han kom til i 2017. Fassel har gennem årene også udvist en udtalt evne til at identificere brugbare stjerner i svøb blandt de årlige undrafted free agents. I første omgang til brug på special teams, men ikke sjældent har de udviklet sig som solide startere. Fx begyndte MLB Cory Littleton jo sin karriere som UDFA-special teamer for Fassel.

I år har L.A. Rams’ special teams rangeret betydeligt mere gennemsnitligt, end vi har været vant til. Og en skuffende sæson kulminerede med en tydelig uenighed på sidelinjen mellem McVay og Fassel vedr. beslutningen om at gå efter den med et fake punt dybt på egen banehalvdel mod Cardinals i spilleuge 17. Det var en ubetydelig kamp, som Rams vandt alligevel, men en situation som måske vidner om en større underliggende uenighed mellem de to, som kan forklare, hvorfor Fassel ikke længere vil være at finde på McVays stab fremadrettet. Det er naturligvis blot spekulationer, og vi ved reelt ikke, om det er Fassels eget ønske med et klubskifte, eller om han har fået besked på, at han ikke ønskes tilbage. Men Fassel har måske handlet lige enerådigt nok i situationen. McVay skal selvfølgelig involveres i og godkende sådanne beslutninger. Uanset hvad årsagen må være, stod John Fassel efter sæsonen med en kontrakt som udløb (akkurat ligesom det var tilfældet med Wade Phillips), og parterne har altså valgt ikke at skrive en ny…

John ‘Bones’ Fassel med Sean McVay (image credit: Joe Scarnici / Getty Images)

Jeg er ærgerlig – og en smule ked af det… Det er et kæmpe tab for Rams. Bones har været yderst vellidt og respekteret blandt spillerne, og han besidder en autencitet, som man sjældent finder i branchen. Bones er den ultimative good guy, og det bliver altså svært at finde bedre mand til rollen.

(Featured image: John Fassel – credit: Orlando Ramirez / USA TODAY Sports)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.