Preview Week 6: Rams @ 49ers

Preview Week 6: Rams @ 49ers

Los Angeles Rams (4-1) @ San Francisco 49ers (2-3) d. 19.10.20, kl. 02:20


Her i sjette spilleuge skal Los Angeles Rams for første gang i 2020 møde en divisionsmodstander, når turen går lidt nordpå til San Francisco. Her venter et udebaneopgør mod ærkerivalerne fra Whiners på Levi’s Stadium. Der er (desværre!) tale om en primetime Sunday Night Football-kamp med kampstart kl. 02:20 natten til mandag, dansk tid…

Rams har indtil videre gjort rent bord ved at slå samtlige hold i NFC East, og de har blot tabt en enkelt tæt kamp i år mod Bills, som først blev afgjort til allersidst på baggrund af en ærgerlig pass interference. Rams har undervejs imponeret på begge sider af bolden, men deres schedule bliver ikke lettere herfra, så de kommende uger vil vise, om de er contendere eller pretendere i år. Seahawks stryger bare derudaf i divisionen og har således ikke tabt en kamp endnu. Derfor kan Rams ikke lette foden fra gassen, hvis de vil følge med i toppen af divisionen.

Whiners har måtte håndtere en myriade af skader, som har påvirket deres sæsonstart i negativ retning. De kommer lige fra et stort nederlag til Dolphins på 17-43, hvor QB Jimmy Garoppolo spillede en forfærdelig kamp, men Whiners er dog bestemt stadig et hold, som skal tages alvorligt. De vandt således hele 36-9 over Giants for tre uger siden med QB Nick Mullens bag center. Et hold som jo endte med at give Rams ganske store vanskeligheder. San Francisco har ryggen mod muren, og deres kampprogram bliver bestemt heller ikke lettere herfra. De står således overfor store udfordringer med kommende kampe mod New England Patriots, Seattle Seahawks, Green Bay Packers, New Orleans Saints, Rams igen og så Buffalo Bills. Hvis ikke Whiners kommer på ret køl allerede søndag mod Rams, kan deres sæson være ovre, før den rigtig er kommet i gang (kilde).

Det bliver altså en rigtig vigtig divisionskamp for Rams – men en sand skæbnekamp for Whiners!

Rams vs. Giants (Image credit: Jeff Lewis / LA Rams)

Ugens opgør:

Rams’ QB Jared Goff fortsætter sit ganske imponerende spil (108.8qbr, 71.7%, 1372yds, 8td, 3int, 19car/29yds, 2td). Med et effektivt løbeangreb sættes der forbilledligt op for succesfulde playactions. Den offensive linje spiller ligeledes godt. Vi så eksempelvis i sidste uge, at de fint håndterede Washingtons ellers stærke defensive front. Linjespillet giver Goff den fornødne tid – men spilkaldene er også designet, så Goff skal hurtigt af med bolden. Den strategi må man konstatere er lykkes indtil videre. Når det går bedst, har man med et balanceret angreb og stor disciplin formået at undgå at stå i ret mange af de lange tredje downs, som ofte kan presse et angreb og give forsvaret muligheder for at komme ind med pres på quarterbacken. Man har således heller ikke været plaget af eksempelvis holding-penalties og dumme mentale fejl. Fortsætter den positive tendens, vil Rams’ angreb være godt stillet mod Whiners. Rookie HB Cam Akers var i sidste uge tilbage fra sin ribbens-skade, og han var yards-mæssigt den mest effektive back med 61 yards på 9 carries og gjorde det altså ganske udmærket med begrænsede snaps. Man vil på den baggrund måske skrue lidt op for Akers’ muligheder i denne uge.

HB Cam Akers (23) (image credit: Patrick McDermott / Getty Images)

Rams har været effektive på begge sider af bolden, og forsvaret rangerer højt i de fleste statistikker. De kommer således efter fem spilleuger ind som nummer tre i points allowed, nummer fire i total yards allowed, nummer to i passing yards allowed og som nummer to i touchdown passes allowed (kilde). En ekstremt velspillende DT Aaron Donald (17tt, 8.5tfl, 7.5s, 2ff, 1fr) er en af hovedårsagerne hertil, men også rigtig godt spil fra de defensive backs – anført af CB Jalen Ramsey – har deres del af æren. Pass rush fra linebackerne har haltet lidt indtil videre, men mod Washington kunne Rams mønstre et kontinuerligt pres, som resulterede i hele otte sacks; fire fra Donald, tre fra backup ILB Troy Reeder og ét fra EDGE Jachai Polite. Et lignende pres mod Whiners natten til mandag vil unægteligt gøre det svært for Garoppolo, som sagtens kan forceres til at begå nogle kostbare fejl.

DT Aaron Donald (99) (image credit: Greg Fiume / Getty Images)

På special teams har det dog haltet mere. Rookie kicker Sam Sloman er usikker og har misset for mange lette spark, heriblandt to ekstra points, og WR Cooper Kupp har fumblet et return. Hvorfor man bliver ved at benytte en af offensivens vigtigste brikker som punt returner, kan jeg simpelthen ikke begribe. Risikoen er alt for stor, synes jeg. I det hele taget savner man John “Bones” Fassels aggressivitet og kreativitet på enheden.

Whiners’ TE George Kittle (85) (image credit: MSA / Icon Sportswire via Getty Images)

Den farligste mand på Whiners’ angreb er uden tvivl TE George Kittle, som, på trods af at han blot har spillet i tre kampe, fører holdet i receiving yards med 271 plus et enkelt touchdown. Whiners løber bolden ganske effektivt med både HB Raheem Mostert (34att/238yds, 1d, 9rec, 139yds, 1td) og HB Jerick McKinnon (35att, 193yds, 3td, 15rec, 107yds, 1td). På et skadesplaget forsvar er det ILB Fred Warner (43tt, 2tfl, 2defl, 1int), som er bedste mand.

Det har dog ikke været specielt imponerende, det vi har set fra San Francisco indtil videre i år. De har blot vundet to ud af fem opgør – og det var endda over de to svage New York-mandskaber – men man skal huske på, at Whiners i sidste sæson var rigtig stærke, og at de altså for blot lidt over et halvt år siden stod i Super Bowl efter at have vundet NFC West med en flot 13-3 record. De to head coaches, Sean McVay og Kyle Shanahan, har jo arbejdet tæt sammen i McVays fire første år i Washington. Et så indgående kendskab mellem to head coaches giver ofte anledning til uforudsigelige, tætte og spændende kampe. Det kan denne kamp også meget vel vise sig at blive!

Skader, opstilling og transaktioner:

Los Angeles Rams har i ugens løb placeret rookie S Jordan Fuller på injured reserve (læs mere her). Jordan Fuller blev valgt i sjette runde af årets draft, og han har allerede overraskende tilkæmpet sig en fast plads i den startende lineup foran andenårsspilleren Taylor Rapp, som ellers selv havde en god rookie-kampagne i 2019. Her i starten af Fullers første sæson i de professionelle rækker har han allerede imponeret med nogle afgørende præstationer på forsvaret. Det tegner godt for fremtiden. Fuller forventes heldigvis ikke at være ude længe. Med de nye Corona-venlige regler for injured reserve er det i år muligt at bringe spillere tilbage til den aktive roster efter blot tre uger. I mellemtiden vil Rapp overtage starterrollen, og så har Rams hentet den undraftede rookie DB JuJu Hughes op fra practice squad. Som erstatning for Hughes på PS er den nyligt fritstillede DE Eric Banks hentet tilbage til holdet.

EDGE Ogbonnia Okoronkwo er ude med en albue-skade, som vil holde ham på sidelinjen i måske 4-6 uger. Obo er dermed nok ligeledes på vej mod den korte injured reserve-designation. Det er super ærgerligt, da han har vist fine takter på det seneste. Man har i løbet af de sidste par uger haft fornemmelsen af, at han omsider har stået overfor et gennembrud. Rookie EDGE Terrell Lewis vil formentlig se sin rolle blive større i Okoronkwos fravær.

EDGE Ogbonnia Okoronkwo (45) skadet mod Washington (image credit: Susan Walsh / AP Photo)

Ellers ser det udmærket ud for Rams på skadesfronten. Man håbede i sidste uge til det sidste, at ILB Micah Kiser (lyske) ville blive klar. Det blev han ikke, men til gengæld forventes han med stor sandsynlighed at være klar til denne uges divisionsbrag mod Whiners. ILB Troy Reeder er hans direkte backup. Han spillede en brandkamp mod Washington med hele 11 total tackles, to tackles for loss, tre sacks og tre QB-hits. Jeg har ikke tidligere haft så stor fidus til Reeder, men han var altså ganske effektiv i sidste uge. S John Johnson III kaldte spillene og justeringerne inde på banen, og Reeders begrænsede atletiske evner blev måske maskeret lidt i det dårlige vejr – men hvorom alting er, var Washington i hvert fald ikke i stand til at udnytte fraværet af Kiser. På trods af Reeders fine spil i sidste uge er jeg dog mest tryg ved at have Kiser tilbage i midten af forsvaret mod Kittle og Co.

Backup OL Bobby Evans (skulder) sad også ude sidste uge, men bliver med sikkerhed klar.

San Franciscos injured reserveliste er alenlang og består blandt andre af vigtige spillere som DE’s Nick Bosa, Ezekiel Anza, Dee Ford samt DT Solomon Thomas, CB Richard Sherman, HB Tevin Coleman, OC Weston Richburg (PUP) og TE Jordan Reed. Men også nøglespillere som QB Jimmy Garoppolo, TE George Kittle og WR Deebo Samuel har altså misset kampe i år pga. skader.

Whiners’ QB Jimmy Garoppolo (10) (image credit: Kyle Terada / USA TODAY Sports)

Garoppolo (ankel) skulle dog være klar til kamp igen. Han var tydeligvis ikke 100% i sidste uge, hvor han, som skrevet tidligere, spillede helt forfærdeligt og derfor blev hevet ud undervejs.

Til kampen mod Rams er startende WLB Kwon Alexander (ankel) dømt ude og erstattes formentling af den tidligere UDFA Demetrius Flannigan-Fowles. Det er endnu et hårdt slag for San Fran. Også på cornerback-positionen stiller Whiners langt fra op i stærkest mulig opstilling. Richard Sherman og K’Waun Williams er på IR, og Dontae Johnson er pt. ude med en lyskeskade. Emmanuel Moseley er questionable med en hjernerystelse, men sidstnævne har dog trænet fuldt med torsdag og fredag.

Backup safety Marcell Harris (ankel) og backup runningback Jeff Wilson (læg) er blevet skadet under træning i ugens løb og er begge ligeledes questionable.

Konklusion:

Et velspillende Los Angeles Rams-mandskab er på papiret favoritter på udebane mod San Francisco. Men på trods af Whiners’ record og skadesproblemer kan de to trænerstabes indgående kendskab til hinanden gøre det til en svær kamp for Rams.

Jeg tror, at det bliver et brag af en football-kamp! SoCal vs. NorCal! Jeg er klar!

(image source: https://www.facebook.com/Rams)

GO RAMS!

(Featured image: DT Aaron Donald (99) – credit: Sarah Snyder / LA Rams)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.