Preview Week 16: Rams @ Seahawks

Preview Week 16: Rams @ Seahawks

Los Angeles Rams (9-5) @ Seattle Seahawks (10-4) d. 27.12.20, kl. 22:25


Los Angeles Rams missede i sidste uge en gylden mulighed for at kvalificere sig til slutspillet. Rams var ellers rigtig godt kørende efter flotte sejre over Arizona Cardinals og New England Patriots og skulle ‘bare’ møde New York Jets; holdet med ligaens dårligste record på 0-13. Det var tilmed ligaens ringeste offense, som skulle møde det bedste defense. Og så endda på Rams’ hjemmebane. Med andre ord var alt sat perfekt op til, at Rams kunne cementerer sig i toppen af NFC West og sikre sig en plads i slutspillet. Man manglede blot én lille formalitet; nemlig at spille (og rent faktisk vinde) kampen!

Trods formaninger og forsikringer fra head coach Sean McVay om, at man ikke skulle og ville tage for let på opgøret, oplevede vi et Rams-mandskab uden energi og nerve. I store dele af kampen var der ingen vilje til sejr at spore. Rams’ flotte spil var ikke til stede, og man endte i stedet for med at ‘spille ned’ til Jets’ niveau. En tendens som desværre er set før med denne trænerstab, synes jeg. Jets ville det tydeligvis mere i søndags. Rams har i denne sæson i det hele taget været alt for inkonsekvente fra uge til uge. Holdet har et ganske højt top-niveau — men de har også vist et bekymrende lavt bundniveau undervejs. Man har således ikke formået at vinde tre kampe i træk i år…

Slutspilsscenarier:

Med nederlaget har Rams dermed (realistisk set) mistet muligheden for første seed i NFC, og denne uges divisionskamp mod Seattle Seahawks bliver nu ekstra vigtig. 

Vinder Rams sæsonens sidste to kampe mod henholdsvis Seahawks (ude) og Cardinals (hjemme), så vinder de NFC West og går ind i slutspillet med stor selvtillid. Det vil nok være det optimale scenarie. 

Rams har dog flere andre gode muligheder for at komme i slutspillet. Da Cardinals tabte til Whiners i går aftes, kan Rams selv afgøre det hele i aften (og sikre sig en plads i slutspillet) ved at vinde over Seahawks. De vil dermed gå ind til sidste spilleuge på førstepladsen af NFC West og kan ikke ende lavere end plads nummer to i divisionen. Rams havde godt styr på Seahawks, sidst de to mandskaber mødtes i tiende spilleuge, så det burde være muligt med en sejr i aften. Men selv med et nederlag kan Rams dog komme videre allerede i aften, hvis Chicago Bears taber til Jacksonville Jaguars. Og ellers har Rams muligheden for at kvalificere sig igen i næste uge med en sejr over Cardinals eller et Bears nederlag mod Packers.

Det eneste scenarie, hvori Rams ikke kommer i playoffs, er, hvis Rams taber deres sidste to divisionskampe, og Bears til gengæld vinder deres sidste to opgør. Så vil der blive tale om et three way tie mellem Cardinals, Bears og Rams, og så vil Rams altså trække det korteste strå pga. tiebreakerreglerne — på trods af, at Rams vandt over Bears tilbage i syvende spilleuge. 

En plads i årets slutspil burde altså være ganske sandsynlig (hele 92-95% ifølge fivethirtyeight.com). Men for at Rams skal have noget at skulle have sagt i et eventuelt kommende slutspil, skal de finde løsninger på deres inkonsekvens. To gode kampe i træk vil ikke være tilstrækkeligt.

Skader, opstilling og transaktioner: 

Rams’ rookie runningback Cam Akers er dømt ude med en forstuvet ankel, så det bliver op til Darrell Henderson og Malcolm Brown at få løbespillet til at glide mod Seahawks. Det er selvfølgelig ærgerligt, da Akers netop havde fået sit gennembrud, men de to veteraner kan komplimentere hinanden udmærket – det er da set tidligere. 

OL Bobby Evans fra 53-mands rosteren figurerer pt. på Reserve/COVID-19 listen sammen med DE Eric Banks fra practice squad, men ellers ser skadessituationen rimelig fornuftig ud for Rams.

Seahawks’ skadesliste er alenlang, men det er dog blot HB DeeJay Dallas (ankel), som med sikkerhed ikke kommer på banen i aften. Startende LG Mike Iupati (nakke) er doubtful, mens RT Brandon Shell (ankel) og SS Damarious Randall (fod) er questionable.

Konklusion: 

L.A. Rams kontrollerer deres egen skæbne. Rams (og i særdeleshed QB Jared Goff) skal tilbage på sporet efter en chokerende elendig præstation i sidste uge. Rams har da heldigvis også indtil videre i denne sæson fint formået at rejse sig efter deres nederlag og har ikke tabt to på hinanden følgende opgør. Dén tendens må meget gerne fortsætte i aften! Så kan vi gå ind i 2021 med nogenlunde ro i sindet — på dét punkt i hvert fald!

GO RAMS!

(Featured image: CB Jalen Ramsey (20) vs. WR DK Metcalf (14) – credit: Ashley Landis / AP)

Comments are closed.