Preview Week 2: Rams @ Eagles

Preview Week 2: Rams @ Eagles

Los Angeles Rams (1-0) @ Philadelphia Eagles (0-1) d. 20.09.20, kl. 19:00


Her i anden spilleuge skal Los Angeles Rams på en lang rejse østpå til Philadelphia, hvor slaget skal stå mod Eagles på Lincoln Financial Field. Kampen fløjtes allerede igang kl. 19:00 dansk tid – dejligt!

Rams vandt i sidste uge en spændende første kamp i sæsonen på hjemmebane over et Dallas Cowboys-mandskab, som mange har store forhåbninger til. Det var en god og solid sejr, og dem skal der mange flere af, da NFC West igen i år ser ud til at blive yderst kompetitiv. Seahawks ser som ventet stærke ud og vandt stort over Falcons i første spilleuge, mens Cardinals kom hjem med en tæt divisionssejr over Whiners i San Francisco.

Som vi alle selvfølgelig havde spået og spillet alle vores sparepenge på, er Washington efter første spilleuge alene i toppen af NFC East efter deres sejr over Eagles. Det er selvfølgelig meget tidligt i sæsonen, og resultater i første spilleuge kan sjældent regnes som vidnesbyrd for holdenes regulære styrkeforhold over en lang sæson. Men en sejr er en sejr, og i Philadelphia må man være særdeles ærgerlige over nederlaget på 17-27. Eagles kom ellers hurtigt foran 17-0, men Washington kom i dén grad tilbage på sporet bag et stærkt defense, som terroriserede QB Carson Wentz i store dele af kampen. Taber Eagles også over Rams i denne uge, står de med den dårligste sæsonstart siden 2015. New York Giants måtte se sig slået af et stærkt Steelers hold, som fuldstændig lukkede ned for HB Saquan Barkley, mens Cowboys jo tabte til vores Rams. Dermed er Washington Football Team (…wow, hvor er det dumt…) alene i spidsen af divisionen.

L.A. Rams starter altså sæsonen ud med to kampe mod hold fra NFC East. Lad det også gerne ende med to sejre!

Sidste uge:

QB Jared Goff (16) (image credit: Kirby Lee / USA TODAY Sports)

Sidste uges sejr over Cowboys gav svar på en del af de spørgsmål, som var opstået undervejs i offseason og training camp. Det blev som spået en spændende og tæt affære, hvor en ganske fornuftig holdindsats i sidste ende sikrede sejren. QB Jared Goff (79.4rtg, 64.5%, 275yds, 1int) spillede rigtig fint og kontrolleret. En god gameplan sikrede, at han fik bolden ud af hånden hurtigt, og dermed aldrig rigtig blev ramt. Det var vel nærmest blot på Goffs interception, hvor han fik en hånd i hovedet (som burde have været dømt), at han rigtig kom under pres. Den strategi kan der med fordel bygges videre på. O-line blev således aldrig udstillet, og de havde kollektivt en fremragende kamp mod Dallas’ ellers dygtige syv-mands front.

Rotationen på runningbackpositionen var ikke så overraskende endda. Rookie HB Cam Akers (14car/39yds, 1rec/4yds) fik starten, men det var HB Malcolm Brown (18car/79yds, 2td, 3rec/31yds), som fik langt de fleste snaps af de to (44 til Brown mod Akers’ 24). Det var godt at se rookie’en i aktion, men Brown var tydeligvis den mest effektive af de to. Akers må forventes at æde mere og mere ind i Browns snapcount, som sæsonen skrider frem, men i søndags holdt Browns fine spil ham fortjent på banen. Man vil fremadrettet gå med den back, som har momentum, og Akers kommer til at skulle arbejde for sine carries. Intet bliver ham givet på forhånd. Brown er en god downhill runner og rigtig stærk i short yardage- og goal line-situationerne, og den rolle vil han nok uanset hvad beholde året igennem.

HB Malcolm Brown (34) (image source: www.therams.com)

Linebackers var et stort spørgsmålstegn inden sæsonstart. Det var da også akilleshælen på forsvaret i søndags, hvor der bestemt kan forbedres på både tacklinger og pursuit-vinkler. Godt spil af bagkæden og fra den defensive linje – DT Aaron Donald (4tot, 1tfl, 1sack, 7 QB hurries) i særdeleshed – maskerede dog i nogen grad den noget usikre start.

Mest overraskende var det, for mig i hvert fald, at rookie FS Jordan Fuller startede på bekostning af andenårsspilleren Taylor Rapp, som jo ellers havde en rigtig fornuftig rookie-sæson sidste år. Man havde kontinuerligt hørt lovprisninger af Fuller og den anden rookie defensive back Terrell Burgess hele vejen gennem training camp, men derfra og så til at Fuller starter og er på banen i 71 ud af 72 defensive snaps, havde jeg slet ikke set komme. Head coach Sean McVay sagde efter kampen, at Rapp ikke længere er skadet. Men Rapp har selvfølgelig misset en del tid under training camp, så han er måske endnu ikke ligeså komfortabel i Brandon Staleys nye defensive scheme, som Fuller er? Det bliver spændende at se, om Rapp får en større rolle i denne uge end de blot 15 snaps (21%), som han fik mod Cowboys. Fuller gjorde i hvert fald en ganske god figur med flere afgørende momenter, og han ledte an på defensiven med otte tacklinger.

S Jordan Fuller (32) med en clutch tackling på Cowboys’ rookie WR CeeDee Lamb (88) (image credit: Katelyn Mulcahy / Getty Images)

Ugens opgør:

Denne uges kamp mod Philadelphia Eagles bliver The Goff vs. Wentz Bowl #2. Altså anden gang i regular season at de to quarterbacks, som blev valgt som henholdsvis nummer et og nummer to i 2016-draften, skal mødes. Begge unge quarterbacks er nu i deres femte sæson, og har begge haft ganske stor succes i nogle spændende angreb. Sidste gang Goff og Wentz mødtes, tabte Rams, selvom Wentz måtte udgå med en knæskade, og efterfølgende måtte sidde på sidelinjen under hele Eagles’ Super Bowl-run i 2017. I 2018 vandt Eagles også over Rams – dog denne gang uden Wentz som igen var skadet. Denne gang med ryggen. Eagles er altså kommet sejrrigt ud af de seneste to indbyrdes opgør – endda på Rams’ hjemmebane. Det har været spændende kampe, men det ville altså være på høje tid med en Rams-sejr!

QB Carson Wentz (72.5rtg, 57.1%, 270yds, 2td, 2int, 1f) havde det svært i sidste uge. Han kastede to interceptions og fumblede også bolden væk en enkelt gang. Eagles har dog også været hårdt plaget af skader i denne offseason, og en skadesplaget offensiv linje tillod hele otte sacks mod Washington. Hvis ikke der laves noget om, så Wentz kan komme hurtigere af med bolden, kan han og linjen få endnu en svær kamp mod Aaron Donald og Rams’ pass rush. Pro Bowl RT Lane Johnson ser dog ud til at være tilbage for Eagles i denne uge. Det er bestemt gode nyheder for Eagles.

Eagles’ QB Carson Wentz (11) under pres mod Washington i uge 1 (image credit: Yong Kim / The Philadelphia Inquirer)

Rams’ uerfarne linebackere får en stor opgave med at forsøge at dæmme op for Philadelphias to superdygtige tight ends Zack Ertz (3rec/18yds, 1td) og Dallas Goedert (8rec/101yds, 1td). Man må forvente, at de to bliver heftigt involveret i Eagles’ gameplan i denne uge. Ikke mindst fordi WR Alshon Jeffery er dømt ude med en skade.

Bedste mand på Eagles’ defensiv er helt klart DT Fletcher Cox, som, når han er bedst, kan påvirke en kamp næsten lige så meget som Rams’ Aaron Donald. Rams’ offensive linje får en stor opgave med at forsøge at håndtere den stærke Cox, og der bliver brug for at dobbelt-teame og gameplane mod ham i både kaste- og løbespillet.

Eagles’ DT Fletcher Cox (91) (image credit: Michael Reaves / Getty Images)

Skader, opstilling og transaktioner:

Rams led ingen alvorlige skader i første spilleuge. Det er blot TE Gerald Everett, der figurerer på skadeslisten med en dårlig ryg. McVay har dog udtalt, at han forventes at blive klar.

I denne uge fik vi så endnu en kontraktforlængelse i Los Angeles. Selvom Rams er hårdt presset cap-mæssigt på grund af en del ‘dead money’ qua fyringerne af HB Todd Gurley og WR Brandin Cooks, bliver de ved med at finde økonomisk råderum til stjerner, som man fremadrettet vil bygge holdet op omkring. Sidste uge var det WR Cooper Kupp, som fik sin kontraktforlængelse. I denne uge er det så WR Robert Woods’ tur. Han har netop underskrevet en fireårig forlængelse til an værdi af maksimalt $68 mio. – herunder $32 mio. garanterede. Woods er en central del af angrebet og bidrager både i kastespillet og på jet-sweeps og deslige. Og så er han en villig blocker på løbespil. Han har været alle pengene værd i Los Angeles, siden han signede som free agent i 2017. Woods havde en rigtig god start på sæsonen i uge 1 mod Cowboys, hvor det blev til seks receptions for 105 yards og ét løb for 14 yards. Rams har nu en rigtig god kerne af spillere under kontrakt til de kommende mange sæsoner. Det bliver dog spændende at følge, om det kommer til at give problemer cap-mæssigt fremadrettet, hvis cappen eksempelvis som ventet sættes ned til næste år.

Eagles har som skrevet ovenover været ganske hårdt ramt af skader i denne offseason. OT Lane Johnson (ankel) og HB Miles Sanders (fiber) sad blandt flere andre startere ude under første kamp, men de er nu blevet klar igen. De var savnede under nederlaget til Washington. Så selvom Eagles søndag aften må undvære WR Alshon Jeffery (fod), ser de altså ud til at kunne stille med en lidt stærkere trup mod Rams, end de kunne i første spilleuge. Startende RG Brandon Brooks er dog stadig på PUP-listen, og på injured reserve finder vi blandt andre DE Vinny Curry og S Will Parks. De to startende defensive ends Brandon Graham (hjernerystelse) og Derek Barnett (fiber) er questionable. De har dog begge trænet fuldt og helt med i fredags, så jeg forventer, at de meldes klar til start.

Konklusion:

Efter præstationen mod Cowboys ser jeg faktisk Rams som små favoritter til dette opgør. Også selvom ESPN og oddsmakerne i Las Vegas måske ikke er enige. Det er dog på papiret et tæt løb, og det faktum at kampen skal spilles helt ovre på østkysten, giver bestemt Eagles en fordel. Jeg synes  dog ikke, at Eagles’ hold ser så skræmmende ud, som de har gjort tidligere, og kan Rams fortsætte hvor de slap og bygge ovenpå de gode takter fra sidste uge, burde de have en ganske god mulighed for at kæmpe sig op på 2-0. Det bliver dog ingen let sag på Lincoln Financial Field, og man forestiller sig levende, at Eagles må være sultne efter at rette op på sidste uges bitre divisionsnederlag. Der er lagt i kakkelovnen til et brag af en kamp søndag aften kl. 19:00 – og jeg glæder mig!

GO RAMS!

(Featured image: DT Aaron Donald (99) vs. Eagles – credit: Robert Hanashiro / USA TODAY Sports)

Kommentér her (for at minimere spam skal kommentarer fra nye brugere godkendes hos admin, inden de bliver synlige)

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.